Nej, jeg kaster ikke op. Jeg føler mig bare som bunden af en gulvspand.
Og så mangler jeg en tidsmaskine. Bare sådan at i dag kunne være i morgen eller i næste uge i stedet for. Fordi jeg i dag går glip af herrevigtigt møde. På Restaurant Sult. Og af premieren på Patientportalen, Grib om Livet i Cinemateket.
I stedet kan jeg så sidde under dynen og fnyse. Min plan i går var jo at mætte min krop med Panodil og få det hele med. Men min krop mente noget andet, da den vågnede til live i morges. Sparket til hjørne. Og en sød kollega fortalte, at hendes mor lå med 39 på femte døgn efter at have passet børnebørn. Lillemusen Vera er også stadig hærget af tårnhøje temperaturer. Virus fra Helvede, siger jeg bare.
Jeg har ingen tålmodighed med den slags, når det handler om mig. Måske fordi jeg er vokset op som barn af to læger. Og lægebørn får ingen credit for almindelige febersygdomme.
Alligevel husker jeg engang i min barndom, da jeg var omkring ti år. Jeg havde haft feber i en hel uge og var efterhånden dirrende af utålmodighed. Jeg ville ud. I skole. Ud på fodboldbanen. På vejen og lege. Men helt usædvanligt formanede min far mig strengt om ugelang rekonvalescens efter så lang feber. What? Han havde altid bakket mig op i at stryge i skole hurtigst muligt. Og nu stod han der og pylrede mig? Så jeg stak af, selvfølgelig. Ud på vejen og hænge ud med de unger, jeg ikke havde set en hel uge. Og måtte lide den tort at blive hentet. Taget i kraven. Og eskorteret hjem. I fuld offentlighed.
Jeg husker ikke, hvor længe jeg måtte forblive indespærret. Sikkert ikke længe. For der er ikke noget så ulideligt som at være i selskab med mig mod min vilje.
Så skal vi ikke bare aftale, at jeg tager imorgen med? Og så er helt klar fredag? For fredag er jeg uerstattelig. Og kom ikke med det der med, at ingen er uerstattelig. Nogen gange er det sådan. Så fredag? Ingen feber? Okay?
Helles Blog 
Kender en lægemor hvis faste kommentar til børnenes sygdom altid har været “drik et glas vand”, så det er et slagord her i huset hvis nogen pylrer, drik noget vand. Hendes børn er sådan indrettet at har de feber så tager de ALDRIG panodil, de går bare i seng og står det igennem. Hm, jeg ved ikke altid om det er sundt =) at være syg på dén måde. Men det gør i hvert fald ingen skade at drikke et glas vand. Så er du helt sikkert frisk fredag, det lover jeg.
Sådan var jeg vist også, da jeg var mortil nogen, der var børn endnu. Jeg snupper et glas vand.
Hepper her fra sofaen med te, dyne og genudsendelse af Go’ morgendårligttiv. Jeg vil også op og ud…..
Ja, hvor er det da herredårligt, det der morgentv. Forstår godt, at jeg aldrig ser det.
Indrømmer at jeg hører de sygeplejersker der ikke tolerer syge familiemedlemmer – kun hvis de virkelig er syge så går jeg i den helt modsatte grøft og er den rene Florence Nightingale. Til gengæld gælder de regler også tifold for mig selv – dog ønsker jeg ikke at blive plejet men bare dø i fred under dynen 😉
God bedring og du er helt sikkert rask på fredag – kan bare mærke det! 🙂
Tak, men desværre. Det varer mindst en uge, sagde det søde lægemenneske. Aj, vel?
Pingback: En ny og frisk start? | Bekendelser og forbandelser