Genopstået fra de halvdøde

Virus fra helvede viste sig at være en bacille fra helvede. Som kunne kvæles af den rigtige medicin. Og nu er jeg forvandlet fra febermonster i fosterstilling til opretsiddende og feberfri. Stadig med en hoste som en gammel ryger og en kondition som en 150-årig.

Og så vil jeg gerne allerede nu bestille hjemmeservice til en næste gang. For mens jeg har ligget helt stille under dynen, har nullermændene haft kronede dage. De har formeret sig og vokset til gigantstørrelser. Der har sneget sig aviser ind i alle hjørner, og opvaskemaskinen stinker af død gnu. Der er ikke meget træningstøj at snurre en tur i vaskemaskinen, til gengæld er kurven fyldt med gennemsvedt febertøj. Jeg begynder at forstå hjem, der kan gå i forfald på en uge.

Mad er der ikke blevet lavet meget af den sidste uge. Rugbrød og havregryn har været fint. Hvor er Mick Schack, når man har brug for ham? Nå pyt, han ville givetvis have snakket for meget.

Jeg er blevet færdig med tredje bog af Murakami om 19Q4. Og nu står jeg i en slags litterært tomrum. Fordi det er svært at komme efter. Det er den mærkeligste og den bedste bog, jeg har læst meget, meget længe. Måske jeg bare skulle læse den igen? Jeg tager mig selv i at stirre længe og undersøgende på månen. Som Aomame og Tengo gør det i Tokyo i 19Q4. Nogen bøger går i sjælen. Og fylder så meget, at de kræver lidt tid til indre omsætning. Sådan lidt boglig stilhed.

I går gik jeg hele vejen hjem fra Frederiksberg. Fordi solen skinnede gennem blæsevejret. Og intet i verden har endnu overbevist mig om, at man bliver bedre rask af at sidde og glo på en indefimset sofa. Det var også godt at blive blæst igennem og mærke lidt sol på kinden. Men det varer lidt, før jeg løber samme tur. Eller…. Det bliver i hvert fald ikke i dag.

Om lidt dufter her af rent tøj, rene gulve og ren opvaskemaskine. Om lidt begynder jeg at forholde mig til verden igen.

Ynk og jammer fra gulvspanden

Tak for alle jeres gode ønsker. Desværre er Oververdensherredømmet ikke lydhørt. Med andre ord – i morges var jeg mør. Med stadig høj feber ringede jeg til min læge på Vesterbro. Og var tæt på at græde, da hun på min lillebitte forespørgsel om en lillebitte akuttid til at få lyttet på mine onde lunger, bare svarede: Det kan du tro, kom herind klokken ni. Og var igen lige ved at græde, da sygeplejersken kiggede bekymret på mig og sagde: hold da op, du har det da skidt.

Nåmen jeg blev podet og lyttet på og podet igen og fik taget blodprøver. Og så kiggede hende lægen på mig og sagde: Jeg er ikke helt sikker på, at du har lungebetændelse, men du er jo rigtig sløj, så nu får du altså noget antibiotika. Og god bedring, da jeg gik. Så nu ligger jeg her. Og vil faktisk egentlig gerne have en lille smule ynk. Bare lidt. I afmålte doser.

For det der i morgen, det er jeg altså nødt til at stille op til alligevel. Det er det allerførste styregruppemøde i mit store, nye projekt med sundhed.dk, og det kan bare ikke afholdes uden mig. Og det er ikke en mulighed at aflyse. Så eftermiddagen bliver på sofaen med computeren i skødet, mens jeg laver slides til tre timers møde. Og i morgen? Ja så må panodil-ipren blandingen holde mig kørende, mens det varer. Det bliver ikke verdens bedste performance, men alternativet er værre.

Vera-musen? Hun er på vej på sygehuset. For hun bliver ved med at kaste op og har næsten ingenting taget til sig siden lørdag aften.

Virus fra Helvede, siger jeg jo.

Rapport fra en gulvspand

Nej, jeg kaster ikke op. Jeg føler mig bare som bunden af en gulvspand.

Og så mangler jeg en tidsmaskine. Bare sådan at i dag kunne være i morgen eller i næste uge i stedet for. Fordi jeg i dag går glip af herrevigtigt møde. På Restaurant Sult. Og af premieren på Patientportalen, Grib om Livet i Cinemateket.

I stedet kan jeg så sidde under dynen og fnyse. Min plan i går var jo at mætte min krop med Panodil og få det hele med. Men min krop mente noget andet, da den vågnede til live i morges. Sparket til hjørne. Og en sød kollega fortalte, at hendes mor lå med 39 på femte døgn efter at have passet børnebørn. Lillemusen Vera er også stadig hærget af tårnhøje temperaturer. Virus fra Helvede, siger jeg bare.

Jeg har ingen tålmodighed med den slags, når det handler om mig. Måske fordi jeg er vokset op som barn af to læger. Og lægebørn får ingen credit for almindelige febersygdomme.

Alligevel husker jeg engang i min barndom, da jeg var omkring ti år. Jeg havde haft feber i en hel uge og var efterhånden dirrende af utålmodighed. Jeg ville ud. I skole. Ud på fodboldbanen. På vejen og lege. Men helt usædvanligt formanede min far mig strengt om ugelang rekonvalescens efter så lang feber. What? Han havde altid bakket mig op i at stryge i skole hurtigst muligt. Og nu stod han der og pylrede mig? Så jeg stak af, selvfølgelig. Ud på vejen og hænge ud med de unger, jeg ikke havde set en hel uge. Og måtte lide den tort at blive hentet. Taget i kraven. Og eskorteret hjem. I fuld offentlighed.

Jeg husker ikke, hvor længe jeg måtte forblive indespærret. Sikkert ikke længe. For der er ikke noget så ulideligt som at være i selskab med mig mod min vilje.

Så skal vi ikke bare aftale, at jeg tager imorgen med? Og så er helt klar fredag? For fredag er jeg uerstattelig. Og kom ikke med det der med, at ingen er uerstattelig. Nogen gange er det sådan. Så fredag? Ingen feber? Okay?