Farvel til det gamle tårn

I udkanten af Valbyparken, der hvor den bliver til Hvidovre, står et gammelt blåt tårn. En gammel gassilo, som ikke har været brugt til noget de sidste fem år. Nogen skælder det for at være et grimt tårn. Men med min forkærlighed for de udstødte, er jeg kommet til at holde uendeligt meget af det blå gastårn. På sin helt egen måde rummer det en skønhed. Tårnet er blevet mit orienteringspunkt, når jeg tåger rundt på lange løbeture. Gastårnet, jeg kan altid regne med gastårnet, når jeg mister orienteringen.

Eller det kunne jeg. For i dag tog jeg på et sidste besøg. Cyklede gennem Valbyparken til fodboldbanerne for at give et farvelkram og skyde de absolut sidste billeder af tårnet. I morgen er det nemlig væk. 50 kilo sprængstof, placeret de rigtige steder sender i morgen formiddag den gamle kæmpe i grus. Det kommer til at vælte direkte ned på de samme fodboldbaner, som jeg trillede rundt på tidligere i dag.

Der har været kæmpet lidt. Af folk der også holder af tårnet, og som helst ville beholde det der i Valbyparken. Men der var ikke penge til det, og jeg tror nok, at man blev bange for tårnets endelige forfald.

Vi må leve videre uden det blå tårn. Når jeg engang igen kan løbe langt ud over Kalvebod Fælled, må jeg finde hjem uden. Farvel tårn. Og tak for den tid, vi kendte hinanden. Jeg kunne godt have undt dig en bedre skæbne.

Gylden fredag

Vi kom en smule skidt fra start i det spæde nye år, mit arbejdsliv og jeg. Der er jo ingen mening i at placere 2. januar en mandag. Hvor man stadig er en smule lam efter afskeden med det gamle år. Men der var ingen kære mor, og jeg tøffede hjemmefra lidt over syv for at drage mod Hillerød og tage fat på et splinternyt arbejdsår. Med alle de gode intentioner om mere tid i fritidsafdelingen. Og så ligger der en melding fra øverste direktion, at man gerne vil have mit projekt opgjort på en lidt anden måde. Nu. Så der røg den mandag, og jeg blev endnu en gang reddet på stregen af Sluseholmens sushibix, da jeg tjekkede ind igen omkring halv ni.

Men vi prøver bare igen. Al begyndelse er jo svær. Fredag var studiedag i forbindelse med min projektlederuddannelse. Og jeg havde med fryd konstateret høj sol og blå, blå himmel. Og ingen storm. Det måtte kvalificere til en lang pause med løbetur midt på dagen. Set i bakspejlet, var det selvfølgelig naivt at tro, at en hel dag kunne fredes som studiedag, og sådan gik det så heller ikke. Klokken 16 lukkede jeg arrigt computeren, mens jeg fnyste over spildt solskinsdag. Og til gengæld havde begyndt min opgave, afleveret projekt igen og talt i telefon med en ordentlig bunke mennesker.

På med løbetøjet i den svindende dag og afsted. Der var smukt ud over vandet, så jeg bestemte mig for at droppe Amager Fælled og blive langs vandet på Valby-siden. Her var helt betagende smukt. Der var guld tværet ud over hele synsfeltet. Vandet, luften, himlen – alt var farvet i guld. Det var nærmest overvældende, så jeg ind i mellem måtte stoppe og suge al smukheden til mig. Og pludselig holdt jeg op med at være arrig og bare være tudeglad over at løbe i det gyldne landskab, mens det langsomt mørknede omkring mig. Da jeg endelig løb over slusebroen igen, var det helt mørkt. Vandet var stille, og alle lysene glimtede og spejlede sig.

Jeg løb hjem, hentede rygsækken med håndklæde og tørt tøj, og så smuttede jeg i badeklubben. Det er en helt ny form for fredagsbar, bare på en anden måde. Det blev tre gange i det iskolde vand og tre gange sauna. Med en hyggelig lille flok. Og så var det fredag for alvor, og vi starter forfra i næste uge med at opdrage på det arbejdsliv.