Marathondistancen har været som en mur af modstand for mig, siden jeg var syg. Jeg har løbet, klatret, besteget bjerge, cyklet, men bevidstheden om, at jeg er blevet så meget langsommere har været en massiv forhindring for at kaste mig ud på marathondistancen. Men nu må jeg altså op på hesten igen. Det kan ikke nytte, at jeg har sådan en blokering. Jeg gider ikke leve med blokeringer, og jeg må sluge, at jeg er blevet mere gumpetung. Så det bliver Copenhagen Marathon sidst i maj. Beslutningen er taget. Jeg har tidligere været vild med skøre, svære løb, og i april stiller jeg op i “Helvede i Nord”, som er en slags ekstremt halvmarathon med bakker, sand og andet svært terræn. I juni vender jeg tilbage til 24Run i Holte, hvor vi samler et kvindehold af seks kvinder. Vi mangler endnu to kvinder, så er der et par friske tøser, der læser med???? Og så vil der være både 5 og 10 km løb, hvor jeg vil prøve at blive lidt hurtigere og nå mine mål.
Jeg må have lidt mere struktur ind i min løbetræning i den kommende sæson. Jeg har i årevis været sådan en slags ‘dogme’-løber og forsvoret enhver form for teknik. Jeg har mit gode gamle Nike-ur, som tager tid på mine løbeture. Det var også fint i Århus, hvor jeg har løbet i så mange år, at jeg kender distancerne på hver eneste mulige træningspas. Jeg kendte alle skovstierne og vinterruterne, vidste hvor jeg kunne løbe intervaller af enhver tænkelig distance. Men i Birkerød og Rude skov kommer jeg til kort, og det bliver lidt svært at strukturere min træning ordentligt. Så nu kaster jeg handsken og køber et gps-ur. Jeg gider ikke pulstræning, så det bliver bare et gps-ur. Jeg vil også hellere have et ur, som jeg også kan bruge på vandreture og i bjergene.
Og så har jeg købt kompressionstrømper. Det havde jeg også forsvoret, men jeg har haft nogle problemer med den ene ankel i vinter, og måske kan strømperne hjælpe på det problem. Min svoger har længe løbet med dem og har været superglad for dem. De er kommet med posten til morgen, og jeg glæder mig til at prøve dem af i eftermiddag.
Jeg har ikke lavet planer for sommeren endnu. Jeg har ikke helt affundet mig med, at Pakistan ikke bliver til noget. Måske laver jeg en tur for Kiplingtravel i Nepal eller Sydamerika til efteråret, men jeg må have mit eget private eventyr også. Jeg er begyndt at sidde og bladre i det store Atlas.
Træningsturene i går og i dag har været isnende kolde med frostgrader ned til minus 8, og i dag var selv skovstierne spejglatte. Heldigvis kan man altid finde fodfæste i yderkanterne af stierne, og jeg fik lidt tempo på i dag. 45 minutter i går og 30 minutter i dag. Jeg krydser fingre for, at der ikke falder sne, så jeg endelig kan cykle på arbejde på mandag.
Helles Blog 
Hej Helle
Jeg er så imponeret af, hvad du har nået og oplevet i dit liv, også efter din kræftsygdom. Jeg kan godt forstå din tøven mht. et marathonløb, hvor du frygter en langsommere tid, end du ellers ville kunne præstere. Er det ikke det vi alle frygter? Alderen, sygdomme, andet, som kommer i vejen for os og vores forventninger til vores egne præstationer? Og ofte kommer det op allerede i det daglige, hvor vi skuffes over os selv…..
Selv Dronningen havde forherligelsen af ungdommen med i sin nytårstale. Jeg tror, at vi skal tænke lidt over det aspekt. Vi vil jo ikke kunne blive ved at præstere nu, som vi kunne for flere år siden….
Nok om det for nu. Dét kan vi sikkert tale meget og længe om. 🙂
Jeg vil gerne høre mere om dine erfaringer med kompressionsstrømperne. Jeg tænker, at det måske var en idé af hensyn til min achillessene?
Til slut mht. gps-ur: Jeg ææææælsker mit FR305. Vil ikke undvære det og mangler endda stadig at udforske mange funktioner. Køb det! (Hvis du har pengene 🙂
Kh Katrine
Hej Katrine
Åh jeg er sådan en halvgammel stædig-maren, og jeg har altid indtaget livet i store, grådige mundfulde 🙂 Jeg tror ikke, jeg dyrker ungdom i den forstand, dronningen talte om, men jeg vil gerne hænge ved mit aktive liv, selvom jeg bliver gammel. Jeg håber aldrig, min nysgerrighed på livet bliver mindre. Det med mit tempo er sådan lidt latterligt. Altså at jeg har så svært ved ikke at gå op i det. Men jeg synes, det er sjovt at løbe stærkt, og det har betydet en masse for mig socialt, at jeg pludselig ikke kunne følge med mine gamle træningskammerater. Men jeg vænner mig langsomt til det og er begyndt at deltage i flere motionsløb for sjov. Tro det eller ej – jeg kan faktisk godt lide at løbe intervaller.
Kompressionsstrømperne føles fine, og jeg har ikke mærket mere til min ankel. Det var måske værd at prøve?
Jeg købte faktisk et FR205 i går. Min nærighed og fornuft sejrede, fordi jeg alligevel ikke vil bruge pulsfunktionen. Nu sidder jeg så og kæmper indædt for at lære det at kende.
kh Helle