Jeg er lidt træt af sne. Det var så dejligt i mandags endelig at være på landevejen med min cykel igen, og nu er cykelstierne igen pløret til. I går arbejdede jeg hjemme, indtil jeg skulle have møde på Rigshospitalet inde i København. Så jeg tog cyklen med i s-toget, men i dag var der igen for meget sne her ude på landet. Bussen smuttede for næsen af mig, og jeg gik hele vejen til stationen. Egentlig en fin tur gennem skoven, hvor sneen lå fint over træernes grene, men jeg var lidt utålmodig. I Hillerød steg jeg af toget, løb hen mod bussen, som satte igang, lige da jeg nåede bagenden. Grrrrrrr – tyve minutter til den næste! Så kan man sidde der og bande lidt over buschauffører, sne, kommunalreformer (som placerede hovedsæderne helt afsides)….., men der kom tilsidst en ny bus og en hel børnehave. Og jeg nåede på arbejde – noget forsinket. Hjem fik jeg heldigvis et lift af Hanne, en af vores sekretærer.
Jeg fik ikke løbet i går, og i dag skyndte jeg mig at trække i tøjet, før varmen i min stue opslugte mig. Det er hele den enkle hemmelighed bag at komme afsted. Få tøjet på, før man kan få andre lyster. Jeg havde mine intervalpas, som tårnede sig op foran mig. Og lysten er totalt fraværende i det snefyldte mørke. Min lyst til at løbe stiger proportionalt med lyset. Så der er kun pisk og løftede pegefingre i de mørkeste vintermåneder. Jeg skubbede mig selv ud af døren og startede med tunge ben. Jeg havde fundet en rute med en nogenlunde snefri cykelsti, ca. 5-600 meter. Jeg svang pisken og løb otte pas. Mens jeg løb, frøs cykelstien langsomt mere og mere til, og øvelsen blev mere og mere halsbrækkende. Ellers havde jeg løbet ti. Cykestien var lidt skrånende, så hver andet pas gik op og de andre ned. Det afspejlede sig ikke i tiderne, men klart i graden af brækfornemmelse. Og hvorfor gør jeg så det? Løber til jeg næsten kaster op? Tja, jeg løber mig ud. Og jeg har gjort det utallige gange. Kastet op på målstregen. Latterligt, egentlig, men sådan er det tit. Jeg havde åbenbart løbet mig rigtig godt igennem, for på vejen tilbage, da jeg joggede af, begyndte mine lægge pludseligt at krampe. Nå, lidt udstrækninger, og det fortog sig igen. Og jeg var tilfreds. Hvert pas løb jeg en anelse hurtigere. I morgen tager jeg løbetøjet med på arbejde og løber en tur i St. Dyrehave, inden jeg tager hjem.
Helles Blog 