Jeg må have det ud! Jeg ved, jeg udstiller mit indre tudefjæs. Jeg ved, det er både taberagtigt og latterligt. Stik mig bare en tudekiks.
Men jeg får nedtur over det vejr. Det væltede ned med sne i går eftermiddags, da jeg kom hjem, og nu vælter det ned igen. Min krop går langsomt i forfald, og jeg ser ingen mennesker. Jeg faldt pladask for den landlige sommeridyl og natur, da jeg besluttede mig for at leje huset udenfor Birkerød. Men jeg må erkende, at det holder ikke.
Der er for langt til alting. Hvem gider kæmpe sig gennem dårligt vejr og snefyldte cykelstier for at nå stationen, så man kan tage toget til København. Når nu klokken er blevet 18, før jeg kom fra arbejde. Jeg gør det ikke. Jeg cykler sædvanligvis mindst 200 km om ugen, så benene får spjæt af savnet. Kun enkelte uger er jeg nået op omkring 100 km på en uge siden engang i december. For første gang nogensinde er min motivation for at løbe røget helt i bund. Aldrig har vejret i den grad holdt mig tilbage. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg arbejder meget og kommer sent hjem. Men havde det bare regnet i stedet for sne og is, var jeg kommet afsted mindst 5 gange om ugen. Tænk at høre mig selv savne regnvejr!
Det er uger siden, jeg har løbet i skoven. Jeg er syg af savn efter bløde skovstier og fuglefløjt. For første gang i mit liv er det KEDELIGT at løbe. Hvor fedt er det lige at løbe ud af Kongevejen? Eller Ravnsnæsvej? Eller rundt på tilisede cykelstier i Birkerød By? Nej vel? Jeg ville foretrække at løbe på stenbroen, hvor der trods alt er mennesker at se på.
Jeg bliver træt, sur, rasende og negativ af det her. Det er latterligt, for der er ikke noget at gøre ved det. Vejr er jo vejr, og jeg gider overhovedet ikke flytte igen lige med det samme. Om lidt driver jeg igen min stakkels misbrugte cykel ud i et infamt snevejr, fordi jeg skal til Hillerød og deltage i førstebehandlingen af et af mine projekter. Og håber, at s-toget kører.
Tak for tudekiksen.
Helles Blog 