En cyklist i The Land of Cars

Stod ud af døren i en iskold morgenstund og sadlede min dybfrosne cykel. Jeg nåede ned til skoven, hvor bus nr 327 kom buldrende og havde behov for hele vejen. Vejen er almindeligt bred, og jeg måtte, som ofte før, vride cyklen helt ud i rabatten. Videre ned ad vejen til lyskrydset, som – oh lucky me – var grønt. Men en frisk fyr i en grøn bil tager et kækt venstresving fra den modsatte side. Og ham i den røde lige efter suser lige så kækt i halen af den grønne. Han vinker og trækker på skuldrene. Nej, det er IKKE i orden. Videre cirka 50 meter, hvor næste kække gut fræser ind over i et kvikt højresving bag fra. Just another day at the office, tænker jeg.

Når op på Kongevejen, hvor ikke mindre end tre cyklister kommer buldrende i den forkerte retning. De er lidt undskyldt, for det er ikke let at krydse Kongevejen. Men populære er de ikke. I Blovstrød kommer en hvid bil pludselig på tværs af cykelstien. Klart. Han skal jo svinge ud til venstre, så det må jeg vente på. Længere henne i Blovstrød kører rød bil frem i krydset og sølvbil kører hurtigt frem og lukker hullet. Tak, siger jeg, og må standse igen. Rød bils mand trækker på skuldrene med et fjoget smil. NEJ, det er heller ikke i orden.

Og så så man lige den morgenduelige cyklist, som man fejlagtigt kunne tro nu var blevet rigtigt mokkesur. Skrålende for fuld hals med på denne her:

Det sker tit. Det er ikke kønt. Og alle jer i bilerne kan prise jer lykkelige for jeres lyddæmpende køretøjer. Det sker, at en forbipasserende medcyklist ser undersøgende på mig. Og det sker, når jeg helt selvforglemmende suser gennem skoven på den sidste halvdel af min cykeltur til Hillerød. Jeg kan kun sige undskyld – jeg burde have taget sangtimer. Men det er skønt indeni.