Lyt til kroppen?

Gik egentlig og følte mig en smule småsløj fra morgenstunden. Jeg havde en af de morgener, hvor kroppen reagerer med fuldstændig vantro på vækkeuret. En af de morgener, som krævede en helt speciel indsats for ikke at ende med snooze i timevis. Jeg vred mit matte kadaver ud af dynen og lykkedes med at komme afsted på cyklen i ordentlig tid. Og så SNEEDE det gudhjælpemig pludselig. Og jeg frøs min ende som bare det. Og det holdt heldigvis op igen. Jeg overvejede at springe dagens løbetur over, men to dages løbepause er på kanten af for meget. Så jeg enedes med mig selv om at løbe en kort tur for bare at komme afsted. Og det var forbandet koldt.

Men det gik helt anderledes. Jeg løb afsted lidt senere end planlagt, for jeg skulle bare løbe kort. Men efter 5-10 minutter kørte det faktisk helt godt, så jeg drejede ud på Kongevejen og løb til Allerødkrydset og tilbage gennem Birkerød i et ualmindelig godt tempo. 16 km blev det i bedste stil længe. Og ikke noget småsløjhed her. Og sådan er det faktisk tit. Jeg har endnu ikke helt lært min krop at kende her små tre år efter kemoterapi. Derfor hylder jeg ikke altid princippet om at “lytte til kroppen”. Lad mig forklare:

Mens jeg fik væltet spandevis af kemoterapi ind i kroppen, oplevede jeg mange forskellige nye og ukendte fornemmelser i kroppen. Af og til sad jeg fuldstændig slugt af min lænestol, lammet af træthed og kemiske fornemmelser og havde bare lyst til at trække tæppet helt op over øjnene og lade tiden gå af sig selv. Det kan den nemlig godt. Men jeg gjorde det aldrig. Jeg var nemlig rædselsslagen ved tanken om at lade stå til og lade den tid gå selv. Så jeg vred og sled mig ud af lænestolens greb. Hver gang. Og hver gang oplevede jeg, at trætheden og de værste kemiske fornemmelser svandt efter en halv times tid. Jeg blev gladere og følte mig mere normal og var træt, så jeg kunne sove om aftenen. Hver dag knoklede jeg afsted på cykel og i vandrestøvler i 3-4-5 eller 6 timer. Jeg skulle jo ligesom heller ikke andet. Men havde jeg “lyttet til min krop” og “passet på mig selv” i traditionel forstand, var jeg nok død. Eller i hvert fald var jeg hurtigt blevet afkræftet og medtaget. Og det blev jeg ikke.

Kroppen er en lurifax. En lusepuster, der let kan overbevise en svag sjæl om lænestolens helende virkning. Hvil dig, sagde de dengang. Tænk hvis jeg havde gjort det. Man skal ikke altid høre efter hverken sin bedstemor eller kroppen.

3 thoughts on “Lyt til kroppen?

  1. Kære Helle,

    Jeg har også oplevet det samme, altså mht løb. At jeg faktisk har fået det bedre efter at have løbet også selvom jeg var småsløj.

    Jeg synes, det er meget tankevækkende det du skriver om din kemoperiode. Du var modig og stædig, det er enormt flot.

    Godt du er ovre det!

    Kh Karina (ps har bestilt bogen du anbefalede)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s