Lyt til kroppen #3?

Det er ikke første gang, – at jeg sidder her med kraniet fuld af forkølelse efter at have udfordret min krop en tand over stregen. De fleste gange går det godt. Men altså ikke i går. Ikke specielt godt, i hvert fald. De fleste mennesker ser undrende på mig og tænker, hvorfor lader hun ikke bare være? De allerfleste almindeligt tænkende mennesker ville aldrig overveje at løbe 20 km en søndag eftermiddag. Eller knokle op ad et højt bjerg. Eller mosle rundt i langt ude i bjergene med tung rygsæk. Eller cykle 100 km en lørdag. Men det gør jeg. Og derfor smager jeg selvfølgelig af og til nogle grænseområder af min egen formåen.

Jeg er to gange udgået af marathonløb. Begge gange var jeg i super topform og kunne have løbet på omkring 3 timer. Men træningen første gang var lige til kanten. Jeg skulle løbe i Hamburg og havde forberedt mig minutiøst. Alt var klappet. Super træning. Da jeg vågnede om morgenen i Hamburg, følte jeg mig sådan lidt småsløj. Men det gør man altså tit lige før en stor konkurrence. Det er sådan noget mentalt pjat. Jeg løb afsted. Og det kørte fantastisk. Jeg var superglad og spurtede afsted. Pludselig, da jeg havde løbet omkring 20 km, kastede jeg op. Jeg satte farten lidt ned, men kastede op igen, – og igen, og igen. Skruede forventningerne næsten i bund og luntede videre imellem brækpauserne. Indtil jeg nåede 35 kilometermærket. Der var fuldstændig udsolgt. Jeg kunne ikke have gået de sidste syv km. Så ud til sameritterne, som ville have lagt drop og alting. Men jeg afslog og blev storfrysende kørt ind til målområdet. Og var syg i to uger efter.

Anden gang, jeg udgik i et maratonløb, var på Island. Igen var jeg i topform og havde trænet helt optimalt. En uge inden løbet styrtede jeg på min racercykel. Jeg faldt direkte på hoften og fik et sort mærke på størrelse af to store håndflader. Nøøøj, hvor gjorde det ondt. Men afsted kom vi. Vi var en ret stor flok , som bagefter skulle vandre i fjeldet. Jeg besluttede at gøre et forsøg. Det gjorde nas, gjorde det. Men jeg kløede på, indtil jeg havde løbet 25 km. Min placering var dalet fra føring til bund, og jeg begyndte at trække på det andet ben. Så jeg stoppede og blev kørt tilbage i en firehjulstrækker med Røde Kors flag på. Lang næse. Men vandreturen gik fint nok. Og efterfølgende viste der sig at være slået en lille revne i mit hofteben. Som helede af sig selv.

Andre gange har jeg løbet maraton med hæderlige tider, selvom jeg var en smule forkølet. Eller måtte på toilet undervejs. Jeg er også vendt om før toppen på høje bjerge. Det er en balance. Jeg vil gerne udfordre mig selv. Jeg vil gerne have store oplevelser. Og det giver et andet balanceregnskab end de fleste andre menneskers. Jeg har mange gange oplevet at finde helt ukendte ressourcer i kroppen. Som jeg ikke ville have fundet, hvis jeg havde “passet på mig selv” i traditionel forstand. Som jeg kun finder, når jeg presser kroppen til det yderste. Man må tage sine chancer ind imellem – og tage nederlagene med oprejst pande. Så i dag fortsætter jeg med kamillebade til øjnene, varm hyldebærsaft til maven og mine lune stue til hjemmearbejde.