Lyt til kroppen #2?

Okay, jeg har været i gulvet med endnu en dræberforkølelse. Jeg har hostet lungerne ud på loftsfladerne, og mine øjne har drevet af betændelse. Charmerende, kan I tro. Jeg er ikke indrettet sådan, at jeg tror, løbeturen i tirsdags har skylden. Snarere mine dybfrosne cykelture. Som jeg alligevel var næsten euforisk over. Og jeg har da været sådan ret fornuftig siden onsdag. Har kun løbet en lille bitte morgentur i går. Har været i byen og spise torsdag og fredag, men det var både hyggeligt og varmt. Blev hjemme og arbejdede fredag, så jeg ikke kølede min lille næse. Mine kolleger har smidt sig omkring mig med samme forkølelse.

Siden i går har jeg haft venindebesøg og forkælet os med vidunderlig mad og præmievin. Så da Tove var taget hjemad til formiddag, lavede jeg mig nogle balancerede overvejelser. Skulle jeg springe min lange løbetur over – igen? Eller skulle jeg trodse forkølelsen og løbe. Der venter jo et marathon ude i horisonten lige om lidt. Det er ikke svært at gætte, hvilken der vandt, vel? Og nu sidder jeg under dynen på sofaen og betaler en slags pris. Den første 1½ time af turen gik over al forventning. Vejret var aldeles pragtfuldt, og jeg droppede på forhånd enhver tanke om at løbe i skoven. Den er stadig for iset. Så det blev min sædvanlige rute sydover gennem Holte, Geels Skov, Søllerød, Virum og hjem igen. Jeg havde taget lidt vand med og var slemt optimistisk. De sidste 2-3 kilometer var ynkelige. Og lige nu er jeg intet mindre end indbegrebet af ynkelighed. Det blev kun til godt 20 km, fordi jeg slukkede uret gennem de sidste ynkelige kilometer.

Der er dømt dyne, varmt hyldebærsaft, te og underholdning. Er der nogen, der lige gider komme forbi med aftensmaden?

5 thoughts on “Lyt til kroppen #2?

  1. Søde Helle, du går (løber) til stregen, og nogen gange lidt over. 🙂 Men jeg har alligevel efterhånden en fornemmelse af, at du passer på dig selv. Du har en vilje og energi, som er de færreste forundt, og det giver vel så nogle knubs her og der, og så lige i aften, fordi du ikke kunne dy dig. Solen har også lokket hele dagen….

    Så pas ekstra godt på dig selv i de kommende dage. Du skulle have haft en god solid tallerken suppe eller gullasch her til aften. Var der nogen, som lige kom forbi? 🙂

    Hyg dig, put dig og pas på dig.

    Kh Katrine

  2. Kære Katrine.
    Ja, når man stikker næsen frem, får den af og til skrammer 🙂 Det må man tage med. Ingen feber i dag, men snot, snot, snot, så jeg bliver hjemme og arbejder.

    Nej der kom ingen med aftensmad…. Endnu en god grund til at rykke ind på stenbroen igen 🙂

    KH Helle

  3. Hej Helle

    For en del år siden under mit ph.d.-studie cyklede jeg dagligt og året rundt 2 x 14 km, og der var ingen mikrober, der havde en chance hos mig. Jeg var ikke i nærheden af en forkølelse i over et år, og jeg tilskrev det mængden af motion.

    Nu cykler jeg ikke så meget mere, til gengæld løber jeg 3-5 gange om ugen, men jeg oplever ikke samme positive effekt på mit helbred. Det er ikke fordi, jeg er meget syg og snottet, men jeg har da flere sygedage på et år, end jeg ville forvente, og det har undret mig en del.

    For nylig læste jeg Allan Zachariasens ” Mit Løbeliv”, og ud over en gennemgang af hans løberesultater og træning, fik jeg et indtryk af, at han havde samme “skrantende helbred”, hvor et par dages sygdom ofte kom på tværs af hans forberedelser frem mod de vigtige løb.

    Jeg sidder tilbage med spørgsmålet, om vi som løbere virkelig presser os så meget, at vi bliver mere syge af det. Samtidig ved jeg jo godt, at vores generelle helbredstilstand har stor gavn af, at vi motionere så meget.

    Mange hilsner
    Jakob

    • Hej Jakob
      Hyggeligt at høre fra dig. Nej jeg ved heller ikke, om jeg køber den med den kolde luft. Og dog. Det har jo været monsterkoldt i lang tid. Jeg har cyklet altid. Der er kun blevet lidt længere til arbejde, efter jeg er flyttet herover. Jeg tror nu, at jeg var lige så forkølelsesramt sidste år – med undtagelse af den lille måned i Sydamerika. Men når jeg kigger på mine kolleger, ser det ud som om, vi bytter baciller i ét væk.
      Tidligere, da jeg løb hver dag, og hårdt, hurtigt og langt, blev jeg flere gange nakket ligesom formen peakede. Sikkert fordi jeg trænede lige til kanten og lidt til.
      kh Helle

  4. Ja MON ikke man kan savne udbuddet af ordentlig take away. Vi havde ellers lige fundet take away sushi i Hillerød, men da vi hentede mad sidst, var det så som så med hygiejnen, så jeg tror ikke, at vi venter på et maveonde, før vi dømmer dem ude.
    Mer’ take away til Nordsjælland….:-D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.