En snottet morgentur

Slog øjnene op halvtidligt og vågnede langsomt, mens sollyset tog til udenfor. Har hovedet fuld af snot og øjnene er betændte. Det må være den uendelige vinter, det bliver ved at sætte kedelige spor. Eller måske trappede jeg cyklingen for tidligt op. Måske har min kollega ret, når han siger, at jeg bliver for afkølet i luftvejene af den iskolde luft på en halvlang morgentur. Anyway. Jeg ligner noget, der er løgn. Røde øjne med poser helt ned midt på kinderne. Men jeg pudsede næsen og satte afsted mod Hørsholm i en helt uvant morgensol. Ni km i morgentempo.

Det er fint at løbe om morgenen. En fin måde at vågne op på. Jeg gjorde det altid, da mine børn var små, for det var det eneste tidspunkt, der lige passede. Op før de vågnede – og hjem og vække dem til morgenmaden. Det var hyggeligt, og de opdagede aldrig, at jeg var væk. Senere blev jeg mere magelig og lagde min træning sent om eftermiddagen eller først på aftenen. Men jeg har holdt fast i enkelte faste morgentraditioner.

På ferier løber jeg næsten altid om morgenen. Jeg opholder mig også næsten altid under varme himmelstrøg, så der er en fordel i at løbe om morgenen, mens det er lidt morgenkøligt. Det har også givet sjove, pudsige oplevelser, når jeg har mødt det lokale morgenfolk på vej til deres vante dont. I Sydafrika vakte det jubel og glade tilråd, når jeg løb på landevejene udenfor den lille flække ved kysten. I Paris skulle man springe for livet ind imellem, når man mødte en gnaven hund, og i det nordlige Argentina opgav jeg at løbe for de vilde hunde. I Kroatien mødte jeg hver morgen en halvgnaven, tør lille bonde på sin æselkærre. Først da vi havde mødt hinanden hver morgen i mere end en uge, fik jeg et skævt smil.

Juleaftensdag har jeg en ganske fast morgentradition, som hænger sammen med en anden (skør) tradition, mine børn og jeg har. Lillejuleaften samlede vi igennem mange år alle deres nære venner, som alligevel nærmest boede hos os, spiste flæskesteg og drak Irish Coffee i lidt for rigelige mængder. Hovedet var derfor lidt brugt den 24., hvor min yngste datter altid har insisteret på en stor julefrokost med det hele. Og gæster. Fordi hun som skilsmissebarn skulle videre i juleprogrammet dagen efter og var bange for at gå glip af julemaden. Den eneste måde at klare de krav på, var at stå monstertidligt op og løbe en morgentur, mens byen langsomt vågnede. De julemorgener har været helt særlige. Og vi har altid nået det hele, og alle har været glade.

Og så er der alle de andre morgenture. Som i dag hvor min gode gamle veninde Tove kommer på besøg fra Århus. Så træningen skulle være overstået, så jeg kunne nå i Brugsen og være lidt klar. Men hold da op, hvor var jeg klar på noget morgenmad på de sidste kilometer. God weekend derude. Jeg trækker stikket og forbereder dejlig mad og vin – og venindehygge. Så må noget hudfarvet spartelmasse klare det med udseendet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s