Forleden fik jeg (endnu) en henvendelse fra en journalist, som gerne ville skrive en artikel om kræft og kemoterapi. Fra Kræftens Bekæmpelse ovenikøbet. Hun skrev, fordi hun gerne ville skrive nogle artikler om kemoterapi og søgte forskellige tidligere kræftpatienter til at fortælle om, hvordan det var at få kemoterapi. Men ikke bare det. Også hvordan det har påvirket mit liv. Og det sidste har jeg faktisk hverken skrevet eller talt om i mine foredrag. Det er et ømt, sårbart område, som jeg holder mest for mig selv. Men jeg tænkte det grundigt igennem. Og besluttede, at jeg gerne ville deltage. Jeg vil gerne være med til at fortælle om, hvor forskellige behandlinger med kemoterapi er. Og hvor stor indvirken det har haft på mit liv. Og det skrev jeg til hende samt at hun gerne måtte ringe mig op på et angivet tidspunkt.
I dag får jeg så en mail, hvor hun skriver:
“Tak for din mail. Jeg har allerede snakket med to personer og har nu brug for en, som blev rigtig dårlig af kemoterapi. Det lyder ikke som om, at det var tilfældet for dig?”
Der er for mange, som henvender sig til mig, og sikkert også til andre, som ikke er seriøst gennemtænkte. Det er for fanden ikke strikkeopskrifter, der bliver spurgt om. Det handler ikke bare om at blive dårlig eller ikke-dårlig. Jeg vil gerne hjælpe til med at gøre livet lettere for alle jer, der ikke har haft kræft endnu. Og jeg stiller rigtig tit op. Men jeg gider ikke blive betragtet som sådan en slags metervare. Altså. Og så er det, at jeg bliver en lille smule spids.
Helles Blog 