Så er det godt at ha’ en rigtig ven

Sidder her på morgenkvisten og stjæler mig en lille klat tid, mens jeg mander mig op til at cykle ud i noget vand, der fosser ned. Og tænker lidt over venskaber.

En øl i Nyhavn i går eftermiddags med en ven, jeg ikke har set i mere end et år. Vi havde ikke meget tid, og jeg kørte virkelig råddent på min cykel gennem hele brostenshelvedet for at få så mange minutter med som muligt. Og vi gjorde det, vi er så gode til. En lille times intenst samvær. Nogen venner kan man være 300% sammen med, når man ses. Andre kræver mere tid. Så gav vi hinanden et knus, lavede en ny aftale og skiltes.

Min mest elskede ven er i livskrise. Og er i København. Vi har hver især haft en lang periode, hvor vi har pakket os ind i arbejde og skærmet os for verden. Jeg for at slikke nogle blødende sår, og han fordi han ikke aner, hvad han skal stille op med det hele. Nu er jeg vist færdig med at pille navle og pive over mit liv. Så jeg har insisterende sat ham stævne. Han får ikke lov til at slippe for mig som ven. Ikke tale om, at jeg vil blive ved med at være strittet ud på noget sidelinje. Nu træder jeg i vennekaraktér. Og så kan jeg godt blive sådan lidt furieagtig. Eller terrieragtig. Så synger jeg ganske stille inde i mig selv Vennesangen:
Jeg elsker at sidde alene
og drømme og fantasere,
men har jeg været længe nok alene,
så vil jeg ikke vær’ alene mere,
så er det godt at ha’ en rigtig ven
og ha’ nogen at snakke med igen.
En man kan dele sine drømme med
lege eller danse eller svømme med,
-det er rart at være alene- men
det er bedst at ha’ en ven.

Og vi skal jo både ud og klatre og bestige nogen bjerge sammen. Ja vi skal. Så vi satte hinanden stævne på en Vesterbro-restaurant og sad der faktisk i næsten fem timer og fandt hinandens liv igen.

Jeg har lige fået en mail fra en ven. Han har fået et startnummer til Copenhagen Marathon, og han er sådan en superløber, der vil løbe det som et træningsløb. Så hvis du gerne vil have selskab, siger du bare til, skriver han. Jaaaaa, hvor hyggeligt. Og hvor supersødt at tænke på mig.

Og ved I hvad? I morgen tidlig flyver jeg til Berlin sammen med tre kolleger, som lige så stille er på vej over i noget venskab. Det er godt at mixe noget arbejde, kollegaskab til noget venskab, hvor vi også kan andre ting. Og der bliver forbud mod at nævne noget om kvalitet, sundhed, kommuner, hospitaler – det hele skal gå op i mad, chokolade, vin, sightseeing, et par små løbeture og ren afslapning.

I aften tager jeg i byen og hører noget dejlig musik med nogen af mine yndlingsmennesker, – mine tøsepiger og drengenes tøsekærester.