Clapton og Winwood

I går oprandt dagen. Clapton dagen. En dag for nogle måneder siden spottede jeg helt tilfældigt i Politiken, at Eric Clapton og Steve Winwood ville give koncert i Malmø den 31. maj. Skrev en hurtigt besked til Henrik som svarede JAAAA, og så lænkede jeg mig til computeren. Det blev en nervepirrende og sveddryppende formiddag, hvor jeg gang på gang blev kastet ud af systemet. Tæt på opgivelse lykkedes det at holde fast, og pludselig sad jeg med to billetter! Siden har vi gået og psyket os selv og hinanden op til et forventningsniveau, som kunne være fatalt. Højt at flyve – dybt at falde, you know. Og da jeg hørte i radioen, at John Mayer havde tømmermænd influenza, krydsede jeg fingre for de to gamlinge i Malmø.

Men de kom, gjorde de. Vi havde bestilt der ganze schweinerei med Clapton-middag und alles, og befandt os med ét mellem et publikum, der ledte tankerne i helt andre retninger end tung guitarmusik. Hvis det her viser sig at være Linje tre, får du bank, hvislede en små-bekymret Henrik. Vi fik vores Clapton middag, serveret af fortravlede tjenere, der ikke havde luft til at bekymre sig om os. Men det var da mad. Og så blev det tid. Her skal lige indskydes en lille beretning om svensk service, for jeg modtog for et par måneder siden en mail, der fortalte, at jeg havde købt to ståpladser på Parkett. Nu stod der bare række X og plads XY og XX på min billet, som jeg havde printet. Og det skrev jeg jo til dem. Jeg er meget lille – ikke engang en meter og tres, så jeg ville misse synet af Clapton fuldstændig mellem granvoksne mænd på gulvet. Men sørme – fik en mail tilbage fra Ticnet, som beklagede, at de havde lavet en fejl og derfor tilbød os to siddepladser uden ekstra omkostninger. Og vi sad fantastisk. Intet mindre. Tæt på scenen, ude i siden, med bandet og de to virtuoser midt i synsfeltet. Vi fnisede lidt over vores medpublikum, som blev ved med at forvirre os, og til det sidste var Henrik en anelse bekymret for, om det alligevel blev Linje Tre, der trådte ind på scenen. Måske er vi bare ved at blive gamle.

Og så kom de. Bare sådan. To aldrende herrer, en lige aldrende trommeslager og keyboardspiller, en yngre bassist og to yngre korpiger. Uden opvarmning eller noget, men de gik lige på  og begyndte at spille. Ikke noget småknas med lyden, ikke noget snak. Bare musik. De havde de tunge guitarer med, og de havde de sprøde og de fine guitarer med. Og vi smeltede. De må nærme sig 70, og Calpton måtte også sætte sig et par gange, men de gav den gas, gjorde de. Fuldstændig veloplagte og med en sund fordeling mellem de to’s repertoire. Clapton kan stadig trylle med guitaren, og Winwood er stadig et gudbenådet multitalent. Han har aldrig haft en stor stemme, men den fyldte Malmø Arena helt ud. De gav en version af Georgia, som fik mine små hår til at rejse sig, og lige efter fulgte Leyla i den blødeste udgave, som næsten gav mig tårer i øjnene. På det tidspunkt havde de sat sig med akustiske guitarer, og Arenaen var med ét tryllet om til et intimt rum.

Således opfyldte begav vi os – sammen med de 30.000 andre – ud til bilerne og krydsede Øresundsbroen i et magisk aftenlys. Vores forventninger? De holdt – i dén grad.