Tak

Jeg er helt overvældet over, så mange der allerede har doneret penge til medicin til de nepalesere, jeg skal ud og arbejde hos. Af hele mit hjerte tak. Det varmer og gør mig sådan helt grundglad. Jeg vil tage masser af billeder med til Nepal af vores lille land og fortælle om de gavmilde venner, kolleger og familie, som ikke bare beriger dem med medicin, men også beriger mit liv i det daglige. Og jeg vil sende masser af historier og billeder retur, så alle jer, der har givet, kan se, hvordan pengene er blevet brugt. Og få et indtryk af, hvordan livet kan forme sig for et folk så afsides.

Når jeg sådan rejser i lidt længere tid, “bytter jeg historier” med de folk, jeg møder. Ligegyldigt hvor jeg har rejst, har jeg mødt gæstfrihed og nysgerrighed. Fremmede folk vil gerne vide noget om, hvor jeg kommer fra. Derfor har jeg gjort det til en vane at have billeder med. Engang var det papirbilleder, men nu kan jeg have dem på min Ipod. Når jeg rejser i et land som Nepal, som er så forskelligt fra vores flade, grønne land, er det rigtig sjovt. Billederne giver masser af samtalestof, masser af undren, masser af grin og en masse udvekslen. Jeg har også altid musik med. Og i Nepal er det særligt sjovt. Fordi i Nepal har jeg været til nogle af de vildeste dansefester. Alle danser. I begyndelsen er det lidt planlagt og indstuderet, men lige pludselig er dansen givet fri. Og både mænd og kvinder danser og bruger dansen som en slags drilleleg. Man udfordrer hinanden, og i dansen kan piger og drenge flirte på en måde, der slet ikke sker åbenlyst i dagligdagen. Dansen udvikler sig også til optræden, hvor specielt mændene optræder solo. Og man kunne tro, at de havde luret noget breakdance af, men nej, nok ikke. Måske breakdancere kunne lære et trick eller to. Som regel bliver der også indtaget en del rakshi, lokal risbrændevin, som smager totalt afskyeligt. Men det virker. Musikken er traditionel nepalesisk musik, men jeg har også været til fest med mere rock-agtigt islæt. Dansefesterne er sjove, og man skal endelig ikke sætte sig for godt tilrette og agere tilskuer. Man bliver nemlig meget hurtigt trukket på dansegulvet. Og så varer det i timer. Lige til alle dejser. Med eller uden rakshi.

Og så er det rigtig sjovt at “bytte musik”. Jeg spiller noget af den danske musik, jeg har på min Ipod. Nepaleserne synger deres   traditionelle folkesange for mig, og jeg synger sange fra Højskolesangbogen for dem. Og vi prøver efter bedste evne at lære et par strofer hos hinanden. Under store latteskrål. Nepaleserne er et meget lattermildt folkefærd. Jeg har tit været offer for practical jokes. Men altid på en høflig måde. Som jeg overhovedet ikke kan stå for. Så – når jeg på et tidspunkt trækker i mine trailløbesko og løber en tur i bjergene, kan jeg være helt sikker på at møde skraldgrin og klask på lårene.

I dag har jeg været ‘on the road’ igen i mine løbesko på min vej fra arbejde. Og min cykel har fået lov til at sove alene på mit kontor inat. lænket til min kontorstol. Mon ikke nogen på Regionsgården deep down kunne have lyst til at klaske sig på lårene af grin? For nu er jeg jo igen nødt til at løbe til Hillerød i morgen tidlig for at blive forenet med min cykel.

2 thoughts on “Tak

  1. Hej Helle,

    Hvordan er det nu man giver en donation til medicin/Nepal?
    Ved godt du har skrevet om det, men jeg kan ikke finde det igen.

    Dine indlæg giver godt nok eventyrlyst og kriller i maven.

    Kh Karina

    • Hej Karina
      Jeg har sat en lille vejledning ude i højre side af bloggen. Jeg kunne ikke lige finde ud af at lave rigtige links i farten, så bare kopier adressen op i adressefeltet, så skulle det køre.
      kh Helle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s