En streg i regningen

Der var en forklaring på min store hang til søvn. I går fik jeg pludselig høj feber. Jeg havde hostet hele dagen, en hoste jeg tilskrev den bil-os, jeg har bevæget mig rundt i de sidste dage. Men det blev feber på den der måde, hvor man er øm over det hele, og hvor jeg ville sove, men ikke rigtigt kunne. Det var lidt hurtigt, synes jeg. Altså feber og dårlige maver hører med, når man er i Nepal længe nok. Men jeg var jo lige kommet. Efter en nat med feberrasen begyndte min mave at rumle, og så tager jeg ingen chancer. Men er helt igennem medicin-politisk ukorrekt, og tager en gang bredspektret antibiotika. Og nu her nogle timer senere virker det hele på vej til okay igen. Og jeg kan igen overskue at flyve til Nepalgunj i eftermiddag. Rygsækken er pakket, og om lidt tjekker jeg ud af mit komfortable hotel. For at begive mig afsted til noget, jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal vente mig af. Jeg har læst om Humla, og Jeroen har vist mig film, og jeg har tygget mig igennem et utal af rapporter derudefra, men hvordan det bliver at leve derude i de næste mange uger, vil tiden vise. Jeg glæder mig, og jeg er næsten ydmyg i forhold til det.

Jeg er selvfølgelig også spændt på, om jeg kan løse opgaven. Om mine hengemte sygeplejekompetencer kan komme til deres ret. Jeg er spændt på, hvilke helbredsproblemer, de har derude, og jeg er spændt på, hvordan de tager imod mig. Vi har pakket medicinen og sendt den afsted i går med bus, så det er ankommet, når jeg lander i eftermiddag. I morgen flyver jeg og medicin videre til Simikot, hvor jeg bliver en dag eller to og vænner mig til højden. Simikot ligger i 3000 meters højde. Jeg har købt medicin til mig selv og lidt småting som chokolade, som kan være rart at have. Her ville jeg gerne have vist jer et billede af den enorme bunke medicin, som bidragene fra Danmark blev til. Men min internetforbindelse er for langsom, som den må I vente med. Men det er MEGET, og jeg er rigtig glad for, at jeg ikke skal bære det selv. Det gør mig rigtig glad at kunne komme derud medbringende så meget medicin og forbindsstoffer og fortælle, at et lille land langt væk også har omtanke for dem.

Strømmen af næsten daglige nyhedsbulletiner stopper nu. Nu bliver det dyrebart at bruge satellittid. Måske er der internetforbindelse i Simikot, og så kan jeg sende der fra.