Sidste dag på Cleveland Way – nu med billeder

Egentlig skulle der bare have været et enkelt blogindlæg om turen på Cleveland Way, men min søvnighed om aftenen drev det til tre opdelte afsnit. Sådan kan træthed gøre lidt til meget. Mit mobile bredbånd kan ikke rigtigt klare mine store billedfiler, så billederne kommer senere.

Mandag den 13. september vågnede vi på vores lille hotel i Robin Hood’s Bay og var i højt humør. Jeg havde fødselsdag og bare 40 km skulle vi nå. Solen smilede til os i den tidlige morgenstund, men så glemte den os også resten af dagen. Jeg hørte rygter om solskin i København, så vejrguderne havde måske bare ikke indstillet gps’en ordentligt. Fascinationen af gårsdagens løb boblede rundt i kroppen, og jeg kunne næsten ikke vente med at sætte i løb. Forunderligt, ikke? På fjerdedagen efter 150 km. Skidt med rygsækkens snærende skulderremme, pyt med den lette ømhed i lårene, jeg havde virkelig, virkelig lyst til at løbe. Jesper grinede, da regnen lidt senere havde sat ind. Kender du andre kvinder på din alder – eller i det hele taget, som kunne finde på at løbe rundt herude i regnen, når man nu kunne sidde og drikke fødselsdags-latte på Vesterbro, spurgte han. Og – nej, det gør jeg vist ikke. Men jeg havde en pragtfuld fødselsdag. Fuld af fantastisk natur, fyldt med løbeglæde, proppet med dårlig mad og vådt tøj og i dejligt selskab.

Robin Hood Bay

Vi startede på stranden ved Robin Hood Bay og løb så selvfølgelig op igen til toppen af skrænterne. Kystterrænnet lagde mange forhindringer. Vi skulle ned ad skrænter eller trapper.

Højt over byen

Og vi skulle op igen.

Trapper og skrænter i én uendelighed

Markerne var adskilte og ikke særligt store. Og ved hver eneste markskel måtte vores trætte lår svinge sig op over modbydelige forhindringer i form af noget trappestigeagtigt.

En af mange forhindringer i små markskel

Hver gang vi løb lidt forkert eller var i tvivl om ruten, kunne vi finde tilbage ved at vælge det vanskeligste spor. Og det slog aldrig fejl.

Vi åd den ene kilometer efter den anden. Da det regnede allermest forvildede vi os ind i Scarborough, som er sådan en typisk engelsk badeby. Fyldt med Casinoer og forlystelser. Og vi tågede rundt og ledte eter noget turistinformation. Det er nemlig sådan, at man kan få stempler i et Cleveland Passport, som så berretiger til et certifikat. Som vi lidt hånligt havde grinet af i starten, men som udviklede sig til en slags besættelse. Gu’ skulle vi da have et certifikat. Efter at have tåget rundt i regnen, smed vi os lettere desillusionerede ind på en slags café og bestilte noget Chili con Carne. Som smagte af noget ubestemmeligt andet. Men det mættede da lidt. Vi fik vores stempel og satte kursen ud mod noget stille natur. Ligesom os. Vi var lidt stille.

Men vi fandt tilbage på sporet, regnen stilnede af, og vi begyndte at blive sociale væsener igen. Nu nærmede vi os. Der var bare 15 km eller noget igen, og humøret steg til himlen. Op og ned gik det derudaf. Jeg havde stadig den der vilde indre boblen i kroppen og løb fascineret afsted. Sådan en rigtig indre wow-følelse. Tænk at jeg kunne. Hvor var det fedt.
På det allersidste stykke blev vi drillende ledt langt ud på en tange, og pludselig stod det der, skiltet med 109 miles til Helmsley. Det var vores mål. Men byen lå et stykke væk, og vi løb resten af vejen mod byen og jernbanen, som skulle bringe os til Manchester.

På vanlig vis havde vi ikke forberedt vores tilbagetog. Og det viste sig dyrt og lidt langsommeligt. En taxa til en nærliggende flække, hvor Manchestertoget standsede, og derefter en togtur, der kostede det samme som vores flyvetur. Vi fik vores sæder helt for os selv. Selvom vi skiftede til noget næsten rent løbetøj på toilettet. Der kom ingen kaffevogn, og vi var tæt på at myrde for en dårlig pizza i Manchester lufthavn. Men vi besindede os og fandt et skodhotel, som havde en seng til os. Og en dårlig pizza.
Og sådan kan man også fejre sin fødselsdag. Gaver? I min familie giver vi kun gaver, når man giver en fest eller kager. Men jeg fik én. Jeg gjorde det! Jeg løb faktisk The Cleveland Way og havde en fantastisk oplevelse. Jesper skal have en kæmpe stor tak for at lokke mig med, for at have tålmodighed og for at ville dele alt det her og øse af sin enorme erfaring med længere dstanceløb, end jeg er vant til. Han skal også have tak for at være omtrendt lige så ustruktureret som mig – på den gode måde. Vil jeg gøre det igen? Uden tvivl.