Stille, stille morgen – eller man skal aldrig skue det stille vand på hårene

Åh, at arbejde hjemme! Er næsten på højde med en fridag.

Fordi jeg kan sove en hel time længere.
Fordi jeg kan udskyde brusebadet.
Fordi jeg kan sidde i nattøj og være grim hele formiddagen. Mens jeg producerer.
Fordi jeg kan løbe en tur i en pause.
Fordi jeg har den rigtige the indenfor rækkevidde.
Fordi ingen, ingen forstyrrer mig med noget som helst.
Fordi jeg er færdig med at skrive alt det der indviklede. For nu i hvert fald.
Fordi jeg har lavet både spørgeskema og interviewguide.
Fordi solen har skinnet – noget af tiden.
Fordi jeg kan lytte til stille musik.

Og når nu hjernen blev brugt op i går, skylder man den vel lidt aftægt? Om lidt har jeg (næsten) lyst til at løbe en tur i skoven, selvom skyerne er mørkesorte.

UPDATE UPDATE
Note to self: Vil du gerne sidde fredeligt og være grim i nattøj, skal du aldrig åbne døren, når det ringer på.

Omkring halv to ringede det nemlig på min dør, og udenfor stod Jesper, det søde væsen. Han var løbet fra Lyngby for at give mig diplom fra vores Englandseventyr og andre rare sager. Der stod jeg stadig med morgenhår og nattøj. På den anden side – det har han jo set før. Så når det nu skulle være…. Kom da ind, sagde jeg. Jamen jeg skal videre til Farum, sagde Jesper, vil du ikke med? Jow da, og jeg spurtede op i noget løbetøj. En elastik i håret, og så var vi afsted. Jesper havde planlagt en rute ned langs Sjælsø og så finde noget sti videre mod Farum. Det første gik fint, den vej kender jeg jo, men så gik det galt. Som det kan gå galt, når vi skal finde stier sammen. Til sidst var vi ude i noget, som faldt udenfor enhver forståelse af ordet sti og stod med fødderne i vand for enden af noget, som i et tidligere liv måske havde været en badebro. Du er nødt til at arbejde med din evne til at sige fra, sagde Jesper. HA – tvær lige den af på mig. Vi fandt til sidst på én eller anden måde tilbage til noget civiliseret, mens vi hele tiden kunne høre rekrutterne fra Høvelte kaserne lave et eller andet, der lød som FCK’s publikum i det fjerne. Vi mosede igennem nogens fine græsplæne og var tilbage i Birkerød. Nå ja, så løb jeg hjem, og Jesper fortsatte til Farum. Ret forgrinte begge to. Et par timer senere. Mens jeg overvejede, hvorfor det er, vi synes, vi skal flyve til fremmede lande for at få løbeeventyr?

Morale? Hvis du tror, du er grim, inden du løber afsted sammen med Jesper, så er det ingenting imod, hvad du er, når du kommer hjem igen.

Morale nr 2? Og alligevel er han en favoritløbemakker. Tak for turen. Kedeligt bliver det aldrig.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

4 thoughts on “Stille, stille morgen – eller man skal aldrig skue det stille vand på hårene

  1. Underholdende dag. Med overraskelser. Men det lyder som om du tog det med afsløringen i grim i nattøj og hår med oprejst pande. Uden forfjamskelse. Og så en tour-de-sted-svag-vild! Hvad skal det ikke blive til med jer to? 😉
    Knus

  2. Tak for advarslen….Mht. til at komme på uanmeldt besøg / lukke op for hoveddøren i upassende påklædning.
    Her er det sket at jeg har lukket op for Jehovas Vidner iført mærkelig kostumer, men de kommer nu igen alligevel…..Skulle måske prøve morgenhår og mit ældste nattøj.
    Knus!

  3. Jesper har jo været udsat for mit morgenhår før, og kønne var vi ikke altidi England, så han kan tåle det. Og jeg med. Man kan lade være med at lukke op,når det ringer på, men så får man heller aldrig nogen bonusoplevelser 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s