På Facebook florerer der nu atter en kæde-status om kræftpatienter. Jeg har kommenteret på et par stykker, men nu breder de sig som ringe i vandet. HOLD OP!
Statusopdateringen lyder sådan her:
Hver person har 1000 ønsker, en kræftpatient kun ét: at få det bedre. Jeg kender 97%, som ikke vil poste dette som deres status. Vær en af de 3%, og sæt dette som din status i det mindste for en time for dem, der døde på grund af kræft eller stadig kæmper imod det !!!!!!
Hver gang jeg ser sådan en udtalelse får jeg lidt ondt i maven, hjertebanken og bliver sådan lidt grund-ked. Og vred. Hvorfor? Fordi det er med til at putte mig og tusindvis af andre mennesker, som tilfældigvis har fået sig en sygdom på halsen, i en slags kategori, som jeg befinder mig forfærdeligt dårligt i. Den siger, at får man kræft reduceres alting til sygdom. Man bliver sin sygdom. Man fløjter direkte ind i et tomrum, hvor alt går stå, indtil man kan “erklæres rask igen”.
Fellows! Sådan er det ikke! Får man kræft, udløser det selvfølgelig chok, vantro, rædsel og dødsangst i rå mængder. Hele verden ryster. For en stund. Og så falder den til ro igen, verden. Mennesket er et fantastisk væsen, som tilpasser sig de vilkår, de bliver givet. Selv i verdens mest forfærdelige flygtningelejre indfinder der sig noget hverdag. Det gør der også, når man får kræft. Man bliver ved med at leve, og man bliver ved med at være det menneske, man var uden kræft. Og man bliver ved med at have drømme og ønsker for livet. For sig selv og for sine unger. For vennerne og for verden. Man kan være ked af det, og man kan være skideglad. Man kan tude og grine og fnise. Og man kan opleve glimt af lykke. Man går ikke rundt 24-7 og tænker på, om man bliver rask, vel?
Da jeg selv var syg, var jeg hurtigt ved at brække mig over at være så centreret omkring mig selv, sygdom, smerter, behandling osv. Fordi min omverden var om muligt endnu mere chokerede, var det svært at skrue noget andet fokus på. Men jeg havde så hårdt brug for at holde fast i mig selv. Jeg bloggede også dengang. Fordi jeg med bloggen kunne fortælle, hvordan det stod til, så vi ikke nødvendigvis behøvede at tale om det, når vi var sammen. Jeg læste bøger, så film, så fjernsyn, læste aviser, så sport på tv og kom omkring, selvom jeg var isoleret. Alt det var jo enormt meget mere spændende end at cirkle omkring mit helbred hele tiden. Det er så kedeligt at være syg, og det kunne aldrig blive mit livsindhold.
Mens jeg var syg, forsøgte jeg hele tiden at kæmpe imod det billede, som er så fremherskende, af det at være kræftpatient. Jeg følte mig reduceret til et offer. Et viljeløst individ, som var “ramt” af noget skæbne. Det var som en kvælende dyne, der blev lagt ned over hele min tilværelse. Men man slukker altså ikke for sit liv i de måneder, behandlingen står på. Man lever. Og arbejder for at finde sine fødder i de nye vilkår. Man er ikke viljeløs, man er på hårdt arbejde.
Der er så meget død forbundet med kræft. Så meget at de fleste mennesker helt overser, at langt de fleste faktisk overlever eller lever med deres kræftsygdom. Det ku’ fandme være dejligt, om nogle kæde-status’er kunne fokusere på det i stedet for. Bare engang imellem. Sådan at vi, der lever, ikke behøver at være sovset ind i død resten af vores liv.
Jeg har holdt utallige foredrag for at få rettet fokus mod de ressourcer, som alle mennesker har i sig. Også når de får en kræftsygdom. Og de fleste tilhørere nikker anerkendende. De kan godt høre, at sådan en, som tager på bjergbestigning og sager ikke er særlig stakkels. Men jeg er alligevel klistret ind i det. Nytter de, alle de foredrag?
Helles Blog 
Hvor er det godt at læse, at du (også) synes den er røvåndssvag, den statusopdatering. Og det er som om, at hvis man ikke vil kopiere den, så er man et skidt menneske. Ligesom hvis man ikke klistrer en lyserød sløjfe på sit profilbillede. Jeg er sikker på, at dine foredrag nytter rigtig meget. Det er bare ikke alle forundt at opleve dem. Men bliv endelig ved!!!!
Ved du hvad, hvor er det godt du skrev det her. For jeg følte netop at hvis jeg ikke puttede den på min status på FB så ville jeg være et dårligt menneske. At hvis jeg gjorde det, så gjorde jeg noget godt. Været med til at gøre opmærksom på noget vigtigt. Jeg havde da slet ikke tænkt på sagen fra din (og sikkert mange andres) side. Har selv haft sygdommen på tæt hold et par gange (som så mange har) og det er ikke gået så godt, har nok derfor netop glemt at de fleste overlever og at der er så meget andet end sygdommen i sig selv. Tænkte ikke over at det giver for meget “putte i kasse” for mange mennesker. Selv om der nok også er nogen som synes at sådan et udsagn hjælper dem. Og måske hjælper det nogen folk der har mistet, at sætte det på deres status. Der skal vel være plads til begge dele.
Foredragene nytter, der er bare ikke nok der hører dem. Jeg ved ikke hvem dit publikum er, men tit er det folk der allerede er i sundhedsvæsenet der får lov at høre foredrag – og som godt ved noget om emnet allerede. Har i hvertfald lært om emnet og et andet forhold til forskellige sygdomme. Det er vel mere alle de mennesker der ikke har med nogen form for sygdom at gøre og pårørende til syge der har brug for at høre sådanne fordrag. Men jeg er helt sikker på at det nytter, det er bare i små mængder ad gangen!
Knus Kirsten
– og derfor har jeg selvfølgelig straks postet din blog under min fb-status! 🙂
For SELVFØLGELIG har du ret – og selvfølgelig nytter det!
knus
lene
Sådan Helle – endnu engang uden misforstået politisk korrekthed eller pli (man kan da ikke gøre noget forkert når man prøver at gøre noget godt?) rammer du hovedet på sømmet
Åh ja, kunne vi da ikke slippe for de opdateringer. Jeg kan virkelig heller ikke lide dem. Min far er død af kræft, og hvad kan han eller jeg eller nogensomhelst andre bruge sådan en latterlig opdatering. En der bare sættes på fordi man føler sig presset til det.
Sløjfen synes jeg dog er lidt noget andet. Den gør opmærksom på brystkræft, vel både for at huske kvinder på at tjekke brysterne, men også for at bevare opmærksomheden i samfundsbillede, så der fortsat vil blive sat penge af til forskning inden for feltet. Og forskning det er i mine øjne positivt, mere af det.
Tak for jeres kommentarer. Dem er jeg altså helt glad i hovedet over. Det er altid med en lille smule bæven i maven, at jeg angriber noget, folk gør i den bedste mening. Man kunne også gøre som min gode ven Tim, som også har haft kræft, skrev i sin status: Jeg har aldrig kun haft ét ønske.
Publikum til mine foredrag har været alt muligt forskelligt. Jeg har holdt foredrag på hospitaler, for sygeplejersker, i patientforeninger, i sportsklubber, på konferencer. Jeg har holdt mange og fortsætter også gerne (med pauser ind imellem, fordi jeg ikke orker at snakke om det hele tiden)
kh Helle
Hej Helle,
Jeg vil tænke over hvad du skriver, fordi jeg selv har en kollega, som er meget alvorlig syg af en uhelbredelig kræftform. Nogle gange gør man noget af misforstået “godhed”.Jeg har tænkt, at jeg ikke skulle vige udenom sygdommen, fordi det er svært at snakke om og være i. Og så kan det være at jeg i virkeligheden lader det fylde for meget?
(jeg ser ikke denne kollega så tit, da vi ikke arbejder samme sted)
Og jeg kan egentlig sagtens sætte sig ind i at det må være dødsygt at blive reduceret til syg. Det må være lidt ala dengang jeg sprang ud som lesbisk. I et stykke tid var det ligesom alt jeg var, hvor jeg nogengange måtte sige til mine nærmeste : jeg er altså stadigvæk karina, hende der kan lide dit og dat osv. Det føltes lidt som en spændetrøje. Men er jo heldigvis ovre.
Mennesker er bange, bange for at se andres smerte og sorg og bange for ikke at kunne bære det. Jeg tror, det er derfor mange forsøger at gøre noget de tror er godt.
Som ovenstående, tror jeg også, du er et eksempel som mange kan lære en masse af og du skal ikke lade være med at udtale dig!
God fredag
kh karina
Hej Karina
Det er et rigtig godt billede, du giver. Du må have oplevet at blive set i et ‘lesbisk’ perspektiv mange gange, hvor det har været totalt uden relevans. Det er jo også enormt stigmatiserende.
I må endelig ikke forstå mig derhen, at man slet ikke må tale om sygdommen, når den nu er der. Det mange glemmer er bare, at livet jo går videre, også selvom man får kemoterapi og måske kan dø af det. Måske er ‘den syge’ fyldt af helt andre ting? Måske har man bare brug for at flytte fokus fra alt det, der gør ondt og er ubehageligt. Og måske kan man endda hjælpe en syg veninde med at opdage, at verden er mere, og at hun stadig har 1000 ønsker.
Når man som kræftsyg bliver reduceret til sin sygdom, mister verden virkelig indhold.
Nåmn, det kan jeg jo skrive en hel masse om en anden dag 🙂
Tak for jeres kommentarer i hvert fald.
KH Helle
Helle: Jeg er også død hamrende træt af alle de er “kopier” status opdateringerne! Tak for dit indlæg! Tror meget at netop dine foredrag nytter meget. Fordi du er jo et bevis på at kræft er andet end lig med død.
Du er altså bare et fantastisk menneske!
Knus