I stedet for at sidde og skumle over de æbleskiver, jeg nu går glip af i Jylland, besluttede jeg mig for at løbe mit eget halvmaraton i Rude Skov. Og jeg har da lidt æbleskiver i fryseren, hvis det sku’ være. Faktisk har det været en flot dag, af sådan en vinterdag at være, hvor solen endda kiggede forbi i ny og næ.
Så efter en lang morgen med rigeligt te og müesli, trak jeg igen i trailsko og vintertights og trissede ud i sneen. Alle unger var ude med kælke og slæder. Og alle voksne var af sted med brædder under fødderne. Der er allerede kørt mange spor i skoven, men endnu ånder alt fred, og der er plads til både ski, cykler, løbere, heste og gående. Sidste år udviklede der sig næsten krigslignende tilstande, hvor ski-folket insisterede på noget fortrinsret til skovstierne. Og råbte ukvemsord efter nogen, der uforvarende kom til at træde i et skispor. Men alt ånder endnu fred og fordragelighed. Nogle skiløbere smilede endda tilbage. Og – jaja – jeg har da også fundet mine ski frem, så jeg må holde mig gode venner med begge lejre.
Det var forfærdeligt hårdt at løbe i det der sne. Pulsen hamrede op i det røde felt, når jeg løb op ad bakke, og jeg måtte ind imellem standse og få pusten. Som om jeg løb intervaller. Som om, hva? Det gjorde jeg så langt fra. Alt gik l a n g s o m t. Sneen nærmest sugede mine fødder til sig. Løbestilen blev derfor spændende. Eller måske har det bare set direkte latterligt ud. Jeg mener, – se det for dig: en halvgammel kvinde, der prustende kæmper sig gennem sneen med høje knæløft. Charmerende? Kan allerede mærke, at jeg bliver øm. Og øm steder, jeg ikke plejer at misbruge, når jeg løber.
Snemasserne er fordelt med lokal uretfærdig hånd. Der er ALLERMEST i Birkerød. Allerede da jeg krydsede til Holteafdelingen af Rude Skov, var der meget mindre sne, og i Søllerød var der fuldstændig ryddet på cykelstierne. But why??
Turen bød på mange udfordringer. Allerede inden lysløjpen løb jeg ind i en kæmpe sø, der spærrede stien fuldstændig. Men venlige mennesker havde allerede trådt spor ind i skoven, så jeg kunne passere nogenlunde tørskoet. Senere lå et væltet træ på tværs. Og der kom flere vandpytter og småsøer. Sneen var noget tungere end i går. Der var en smule tø i luften, og sneen klumpede lidt sammen under fødderne.
Jeg løb alene det meste af tiden. Passerede enkelte skiløbere og ryttere. Grinede til unger på bakkerne med røde kinder og fart i slæderne. Og nød stilheden. Selv bilernes motorlyde bliver opslugt af sneen. Verden bliver ganske tyst.
Aner ikke om jeg løb et halvmaraton. Jeg løb i lidt mere end to timer. Og er træt i benene.
Nu er jeg så tilbage i de hårde realiteter. Arbejde. Varmt brusebad og varmere chokolade har givet varmen tilbage i kroppen. Og nu må min weekend erklæres slut. Så jeg når mine deadlines i morgen. Gæt om der er nogen, der glæder sig til at holde noget juleferie?
Helles Blog 
Åh hvor jeg kan identificere mig med dig og dine sneoplevelser…… Vores sne bliver hurtigere komprimeret pga de heftige kuldegrader, men det er ikke nemt at løbe i og jeg har altså den der tendens til fastlåst muskel som så sætter ud i den slags vejr. Men det er så smukt så man ikke rigtig kan lade være.
Jeg var også på skiløbernes område i går, holdt mig dog på noget man med lidt god vilje godt kan kalde fodgængernes del , jeg ville ellers gerne have været på løjpen for den er rigtig godt fasttrampet. Heroppe bruger de fleste “skating” stil og derfor er løjperne brede og faste med det sædvanlige spor i siden – så jeg kunne vist have løbet bedre der. Men sådan en søndag er der rigtig mange skiløbere og jeg følte mig ikke helt overbevist om at de vill byde mig velkommen på deres turf, har overvejet om aftenen vil være et godt tidspunkt til at gøre forsøget. Finnerne er et meget høfligt folkefærd, men mon de ville kunne klare en løber i deres løjpe som ville tvinge dem til at sætte tempo ned i et nanosekund? I don’t think so…….
Knus Kirsten