Messias og julefreden

I kan beholde de selvdøde æbleskiver, “Last Christmas” og kravlenisser. For mig starter julen med Messias. Ja ikke ham den rigtige, men musikken. Korværket. Og i den her weekend får den på alle tangenter. Messias i DR’s koncertsal og Messias igen i Holmens Kirke. Det hjælper også, at begge mine store projekter pludselig er ved at have en ende. Som oven i købet kommer til at se fornuftig ud. Så falder skuldrene ned igen. Julegaverne er forlængst i hus. Internettet har gjort mig til et julegavedydsmønster. Fordi jeg slipper for at halse rundt i butikker.

I aftes var det Messias i Dr’s koncertsal. Og jeg skider altså på alle de for mange penge, der er gået til det projekt. Det er det fedeste, fedeste koncertsted i hele landet. Jeg var der sidste år og høre Thomas Dybdahl og nu Messias. Det var en stor oplevelse. Koret var professionelt og voksede især i andet afdeling til noget næsten guddommeligt. Da de sang det parti, som folk kender fra Messias, Hallelujah, rejste hele salen sig i respekt. Og der var gysninger langs rygsøjlen.

Men allerede længe inden pausen, blev der uro i naborækkerne. En ung gut styrtede ud, og en ældre kvinde sad sært i sædet med en bleggul kulør. Så jeg trak sygeplejerskekappen på og ilede derover. Sådan på første række, kan den slags ikke gøres i ubemærkethed. Kvinden var bevidstløs med en svag, svag puls, og – hånden på hjertet – jeg troede hun ville ånde ud der mellem hænderne på mig. Men pulsen vendte langsomt tilbage. Og så fik jeg et hårdt skub på skulderen. Ind trådte hende, som altid dukker op i den slags situationer. Hende, der engang har taget et førstehjælpskursus. Hende der vil have noget action. Have vredet den syge ned i noget natostilling. Som ikke kender den mere professionelle tålmodige tilgang til paniksituationer. “Nu tager jeg over”, brølede hun ind i mit øre. Mens kor og musikere holdt skansen. Jeg syntes, brøleri var lettere upassende, så jeg blev blot siddende med fingrene på kvindens håndled for at følge pulsen. På en elelr anden måde forduftede førstehjælpskvinden igen. Efter at have givet den stakkels syge kvindes hoved et hårdt vrid ned mod brystet. Jeg ved ikke, hvad det er man lærer på de der førstehjælpskurser. Jeg har bare oplevet den slags actionmennesker brøle ind på scenen en del gange efterhånden. Og jeg ved ikke, jeg ender sgu tit i den slags situationer, hvor jeg må fiske min gamle sygeplejefaglighed op af tasken. Af en eller anden grund.

Nåmn, hun kom langsomt til bevidsthed og ville gerne ned og ligge. Så jeg hjalp hende op af stolen. Først lagde hun sig på gulvet i den smalle gang. Men jeg fik hende op at stå og hjalp hende ud af salen. Og gled tilbage i mit sæde og forsøgte at vende tilbage til Messias-stemningen.

Og hvor er det godt, at der er endnu en Messias på søndag. Og vær så venlig, folks, at lade være med at dratte omkuld i Holmens Kirke, ik? Og skulle det ske, og der sidder nogle førstehjælpsbørster, så bliv bare siddende. På søndag har vi også en læge med.