Rapport fra Sydhavnen

Jeg stegte rødspætter fra Aarstiderne på mit nye komfur i mit nye køkken i dag. Og satte måske en anelse for meget turbo på kogepladen, så panden udviklede en lille smule os. Pludselig satte en røgalarms lydinferno i gang. Hvem i hele hule h….. sætter en røgalarm op i et køkken?? I 2½ meters højde? Gisp! Op med terassedøren. Hvor er trappestigen? Måske jeg kan nå, hvis jeg står på en stol. Nej, jeg kan ej. Lede, lede, lede – pyh, endelig – i pulterrummet. Røgalarm kvalt. Og jeg kunne spise min rødspætte. Da jeg havde fundet en ren tallerken.

Fnis. Jeg spiller tetris om morgenen med mine flyttekasser. For at finde rent tøj. Eller sko. Eller en ostehøvl. Men her føles ikke cramped. Her er så meget luft. Jeg er dybt forelsket i mit nye hjem. Her sidder jeg i min sofa og ser ud på det der vand, som reflekteres i lyset fra lejlighederne. Jeg kan høre ænderne snadre stille på aftenmåden. Det er så fint.

Birkerød tog en grum afsked med mig i mandags. Efter at have pakket alting og gjort noget rent startede flyttefolkene bilen med kurs mod Sydhavnen, og jeg startede cyklen mod Birkerød Station for at tage toget. Men det myldrede med politi og ambulancefolk og afspærringsbånd. Jeeesus – de var simpelthen ved at skrabe et menneske op fra skinnerne og spule det hele rent. Jeg er pænt hård med blod og løse legemsdele, men jeg blev helt overmandet af kvalme. Selvom jeg afholdt mig fra at studere detaljer. Der var ingen brug for sundhedsprofessionel assistance her. Og jeg blev SÅ vred. For pokker da også. Hvis man når til at ville tage sit eget liv, så kunne man i det mindste vælge en facon, som ikke går ud over så mange mennesker. Der står næsten altid en pæn klump folk på Birkerød Station og venter på toget. Og de fik smasket det hele lige i synet. Bogstaveligt talt. For slet ikke at tale om togføreren. Basicly har jeg mere end svært ved at sætte mig ind i det at slutte liv. Jeg hager jo fast i mit med fingre og tæer og negle. Jeg vil ikke af med det, livet. Og jeg forstår SLET ikke, at man vælger den måde.

Men jeg tog min kvalme med mig og cyklede til Holte. For der gik lissom ikke nogen tog i en rum tid. Og ankom lidt forsinket til min nye matrikel. Hvor min højgravide Sofie dirigerede flyttefolk med fast hånd. Og en, to, vupti, så var de færdige, fik deres penge og sagde tak for i dag. Og det myldrede ind med børn og kærester og venner, og så holdt vi noget flyttefestlighed med øl og vin og mad og grin. Indtil jeg gravede min seng fri og faldt besvimet omkuld.

Lige til jeg vågnede til lyden af klukkende vand udenfor vinduet. Og nød fornemmelsen af himmelhøjt til loftet. Og følelsen af fridag. Jo, jeg har det godt her i Sydhavnen. Aarstiderne har fundet mig. Med frugt og grønt og friske fisk. Jeg har fået uanmeldt besøg. Og jeg har cyklet hjem fra et møde på Rigshospitalet.