Den her debat om efterløn, ik’? Det har jo ikke noget sådan personligt med mig at gøre, vel? Tænkte jeg. Indtil det i et flashglimt gik op for mig, at jeg med de nuværende regler kunne gå på efterløn om fem år. Om F E M Å R!!! Og jeg brød ud i krampelatter både udvendig og indvendig. Jamen for fanden da. Jeg tror jo stadig, jeg har noget karriere at tage mig af. Jeg kunne ikke drømme om at holde op med at arbejde indenfor de næste ti år. Faktisk kan jeg jo godt lide det. Det der arbejde. Derfor kan jeg godt mene noget helt andet om efterlønsprincippet. For alle dem, som ikke længere kan holde til det arbejde. Eller som er brændt ud. Og som alligevel fortjener noget godt liv.
Men mig?!? Jamen det er bare så sært at havne i en kategori. Ligesom at lytte til Uffe Buchard i Mads og Monopolet, når han kagler løs om, hvordan de gamle over 50 tænker og gør. WTF?!? Det er langsomt ved at gå op for mig, at det er mig, de taler om, når de taler om de gamle eller det grå guld. Og det er jo ikke fordi, jeg krampagtigt holder fast i noget ungdom. Eller render rundt med hættetrøje og fletninger (okay – jeg HAR et par hættetrøjer). Men seriøst? Skulle jeg med Uffe Buchards velsignelse sætte mig tilbage i lænestolen og passe børnebørn, mens jeg strikker sokker til svigersønnerne? Not.
Jeg hylder ikke på nogen måde det løse kød, som alligevel sniger sig ind på mig krop. Men jeg accepterer lidt modvilligt, og falder aldrig i en gryde med botox. Eller får nogen til at hejse bryster eller baller op igen. Nu er de ligesom havnet dernede, ik’?
Jeg er bare ikke begyndt nedtællingen endnu. Der er meget liv at nå, før den går i gang. Jeg har ikke aflyst fremtiden, og den fremtid er stadig min egen. Jeg ved da – om nogen – at det slutter en dag, og jeg kan virkelig ikke overhovedet se nogen fornuftig grundt til at stoppe mit liv. Som Tøger Seidenfaden sagde for år tilbage i Politiken:
Jeg er optimist af natur. Det er spontant og naturligt, men også rent intellektuelt noget villet. Jeg kan slet ikke se fordelen ved at være pessimist
Jeg holder ufatteligt meget af at have venner i alle aldre. Jeg har venner, der er meget ældre end mig selv, og jeg har venner, der på alder med mine børn. Jeg er mine børns mor, men jeg elsker at være sammen med dem og diskutere alt mellem himmel og jord. De bidrager allesammen til at gøre mig klogere og have det sjovere. Og til at gøre min verden mangfoldig.
Jeg vil gerne blive rigtig gammel. Jeg vil gerne have rigtig meget af det her liv. Og jeg vil gerne give alt, hvad jeg har til det, livet. Men jeg får nogle gange et strejf af angst ved tanken om at blive anbragt i en kategori, hvor jeg ikke længere tæller. Hvor jeg ikke bliver taget alvorligt. Og hvor jeg sammen med en stor gruppe mennesker ikke længere har værdi.
Helles Blog 
Sådan Helle!
Det handler om hvordan du har det inde bag hættetrøjen. Intet andet.
Og Uffe Buchard skal du ikke tage seriøst. Han er modemand, for fanden! Og når han runder 50, så bliver det det hippe årti. Jeg ved det bare. 🙂
Det er jo helt rigtigt, men det kan alligevel godt virke en smule skræmmende, at folk ser mig som noget andet. Bare fordi jeg har lidt løst kød.
Uffe B? Pfyiiii!
Hvor er det dog et dejligt indlæg du her har skrevet :-). Selvfølgelig har mennesker værdi, desværre lever vi bare i et samfund hvor tendensen er at man hylder ungdommen og glemmer at sætte pris på dem som er nået lidt længere – og det samtidig med at vi lever i et samfund hvor folk er raske og sunde længere og længere oppe i alderen….lidt paradoksalt og trist.
Det lyder ellers til at du er ved at falde godt på plads i dit nye liv – dine sidste indlæg emmer ihvertfald af livsglæde og overskud.
Mange hilsner Gitte
Tak. Jo jeg er i den grad flyttet ind og stortrives i mit nye hood.