Seriøst, altså. Prøv nu bare at høre om den her dag. Min sidste feriedag.
Jeg vågnede tidligt, gassede to sekunder for længe og faldt i søvn igen. Da jeg endelig vred mig fri af dynen, måtte jeg tage hurtigskoene på. Og måtte vende om på vej ud af døren. For i baggrunden af min ferieramte hjerne rungede et ekko. Det var sidste chance for at skrive alle mine guldkorn til den kommende lønforhandling. Som at jeg havde udskudt, og udskudt, og udskudt. Fordi jeg jo havde en monsterlang ferie. Godt husket, alligevel. Og afsted til chefen med den.
Nåmen afsted med mig. Til morgenmad med min Sofie. Som endte med morgenmad med alle mine døtre, biologiske og bonus. Og morgenmaden sluttede ved firetiden. Jo, den gjorde. Jeg ved ikke, hvordan det sker. Men det gør det nogen gange for os. Kors, hvor er vi gode til at drikke kaffe og vende hver sten i verden. Bare sidde omkring et bord, mens timerne flyver, og det alligevel er koldt og klamt udenfor. Det er slet ikke det, overskriften sigter til. Faktisk er det rent hjerneguf at bruge timer sammen med mine piger.
Da jeg endelig vristede mig løs fra Sofies spisebord i erkendelse af, at jeg måtte hjem inden mørket faldt på. Fordi min cykellygte lå i Sydhavnen. Cyklede jeg målrettet afsted og købte første sæson af Mad Men.
Og så var det. Det der med hjernen. I stedet for at sætte Mad Men i dvd’en, lod jeg bare tv’et køre på autopilot. Og X-factor flød ind over min stue. Jamen hvad skete der lige der? Dårlige Beatles plagiater og tudende dommere? En undervægtig studievært, som råbende piskede en stemning op? En lille fyr, der engang havde været med i noget andet X-factor. Og havde udgivet en single. Og stadig ikke var blevet til en kunstner? Mens Mad Men lå på bordet? Det er da bekymrende.
Alting har en ende. X-factor er heldigvis slut, og Mad Men holder en anden aften, hvor jeg er færdig med at være helt hjernedød. Og min ferie er ovre. Hvordan det ellers ville gå, kan man kun gisne om. I morgen må jeg ruske op i min hjerne og forberede den fremadstormende hverdag med projekter og rapporter og et besøg på Bornholms Hospital.
Helles Blog 
Jeg så også programmet i går aftes, fordi min datter var på besøg, og så er man nærmest tvangsindlagt. Jeg har set det de foregående år, så jeg var forberedt på intelligensniveauet, men det var dog det værste …., jeg længe har set. Hvis Annette ikke havde været her, havde jeg slukket efter ½ minut! Magen til børnehave skal man lede længe efter 😦
Jeg er heldigvis ikke med på X-factor i denne omgang. Pjyu. Men jeg kender det – har været der også. Man føler sig bare så dum. Glæd dig til Mad Men en anden aften 🙂
God arbejdslyst
Jeg har aldrig fulgt med i X-factor. Bare set et halvt afsnit en gang imellem. Og nu kommer jeg helt sikkert aldrig til det. Men det rystede mig, at jeg ikke slukkede. Eller skiftede.
Du er bare SÅ meget i feriemode, at du er ved at være parat til at vænne tilbage til arbejdet. 😀 Og hvornår har du sidst haft små to uger, hvor der ikke har været alt muligt på programmet? Det lyder for hyggeligt med morgenmad med dine piger til langt ud på eftermiddagen. Du er heldig, er du. 😉
Men lige om lidt melder den brutale hverdag sig igen. Nyd det sidste….
Knus 🙂
Ja nu er det vist passende. Og jeg begynder at glæde mig til hverdagen.
pS – Mad Men har vundet over dårligt tv.