Om at være alt for langt fra København

Når man nu selv har onduleret en lille flok mennesker til at indrette noget møde i det vestlige Jylland efter noget kalkuleret fødselsdag i min lille familie, har man egentlig fået en udstrakt service. Så når fødselsdagen så bliver fremskyndet en uge, er det nok ikke mig, der lige kan række fingeren op og lave om igen, vel? No comprende?

Jeg var vel lige nået ud af Kolding søndag eftermiddag, da min ældste datter ringede og fortalte, at hun netop havde afleveret mit yngste barn på Rigshospitalet med ret ondt i maven. Og med noget vand, der var gået. Jamen – heeeeeey – det er først om uge!!?!! Og hvad skulle jeg i Esbjerg? Jo, jeg skulle akkreditere sygeplejerskeuddannelsen. Altså give den et kvalitetsstempel ind i det gode selskab. Og i morgen går turen videre til Holstebro. Jeg sad med andre ord i saksen i sådan noget seriøst og officielt halløj. Der var ingen mulighed for en retrætemanøvre, og det lod sig ikke gøre at vende om og nå til Esbjerg næste morgen. Sikke en redelighed. Jeg mener, det er jo mig, der er mor’en. Til hende Sofie med ondt maven. Og mor’en skal jo være der, ik?

Hun kan jo godt – undvære mig (?). Hun har jo den sejeste søde kæreste, der vil bære hende igennem ild og vand. Men jeg skulle jo stå parat til start, lige så såre han ville ringe efter fødslen. Og nu sad jeg fast her i Vestjylland. Det var altså ikke for sjov.

Jeg har jo siddet før. Lidt hændervridende og forventningsfuld og en lille smule nervøs med tankerne klistret ved mit barn, der var i gang med at bringe et lille nyt liv til verden. På afstand. Spændt på at se hende folde sig ud som mor, og spændt på at se det lille liv, der havde levet inde i hende så længe. Men det var et andet barn. Hende her har jeg ikke prøvet det med før. Hun er helt ny i morbranchen. Først var der alle timerne, hvor jeg sendte gode energier afsted mod øst. Hvor jeg bare ønskede og ønskede, at hendes fødsel ville blive mild og god. Alle timerne, hvor man har mest lyst til at få etableret et lille spionkamera på væggen i fødestuen. Hvorfor har jeg dog ikke sørget for det? Og med den lige så stærke respekt for, at de to skal have deres kamp og deres øjeblikke helt for dem selv. Men du godeste, hvor blev der brugt meget energi sådan en aften på Hotel Cab-Inn i Esbjerg. Prøvede at sove lidt. Sendte for en sikkerheds skyld en sms om at ringe, selvom det blev nat. Som om de ville lade være….

Og så ringede telefonen. Endelig. Klokken 2.20. Og et lille bitte pigeliv havde fået fødselsdag. Og her sidder jeg – nu i Holstebro – og byder hende så velkommen til verden. Og kan ikke vente, til jeg har sovet en gang mere. Og besøgt endnu en sygeplejeskole. Og kørt hele vejen fra Holstebro til København i tog. Og med bussen til Rigshospitalet. Til jeg kan kramme min stærke fantastiske datter og hendes seje kæreste og holde det nye lille babybarn i armene og kysse hende blidt på næsen. Og byde hende velkommen til verden. Og se min unge være mor.