Betty Bomstærk med fregner på næsen

Alma har i mere end et år erklæret, at når hun bliver stor, vil hun være bomstærk. Ligesom mormor. Hun vil løbe stærkt og langt, og hun vil klatre i bjerge. Det er lidt hyggeligt at være en mormor, der ikke kun er hyggelig. Så vi har altid sådan lidt øvning på det der med at være bomstærk, når vi er sammen. I Birkerød havde vi en legeplads med en klatrevæg,og Alma er ferm til at klatre. Hun er ret frygtløs, og jeg må stille krav om, at jeg skal kunne nå hende. Eller også må jeg se at købe en klatresele (men det må jeg vist ikke for hendes mor). Her i Sydhavnen har vi ingen klatrevæg, men vi har et skur. Og Alma klatrer uden problemer både op og ned. Og så fandt vi en klatrevæg, som nogen har haft monteret inde i sin lejlighed. Nu står den demonteret ved hans terrasse. Nøj, altså. Man kunne have fire meters klatrevæg i soveværelset??

Al den der sol satte turbo på udesyslerne. Det meste af lørdagen med Alma rundt i Sydhavnen og senere i løbeskoene. Og nu har jeg fregner i hele fjæset.

Lørdag løb jeg over togbroen til Valbyparken,og jeg mødte to blå Ikeaposer i hver sit træ. Den ene på Amager og den anden ved Musikbyens Haveforening. Det var nok mine. For torsdag fløj to blå Ikeaposer ud af hænderne på Sofie og mig. De satte fluks kursen mod kanalen og forsvandt ud i verden. Og altså til Amager og Musikbyen. Jeg klatrede ikke op og hentede dem hjem igen. Derimod fortsatte jeg rundt langs vandet og drejede indover mod Brøndby Havn. Og her tog pokker ved mig. Jeg løb fartleg hele vejen til Brøndby Havn og hele vejen tilbage. Og jeg fik faktisk lidt fornuftig fart på. 21 km i eftermiddagssolen.

Søndag formiddag trængte jeg til at gøre noget andet, så jeg løb langs vandet gennem Nokken til Islands Brygge. På den anden side af Slusebroen havde gutterne knappet den første bajer op og stod lænet op ad nogens bil. – Hey – høje knæløft, mere fart på, råbte de efter mig. Jeg grinede tilbage og inviterede dem med. Så brød de sammen af grin og råbte, neeeeej, det kan vi ikke.

Der var pakket ved vandet på Islands Brygge, og jeg zigzaggede mellem barnevogne og kærestepar og trehjulede cykler. Fortsatte gennem Christiania, som var vågnet af vinterdvalen. Kender i det med gammelt kæresteland? Det er området omkring Christiania for mig. Og jeg rammes altid af et mix mellem en ubændig lyst til at løbe forbi hans lejlighed og se, hvordan det går ham, – og en nøgtern erkendelse af, at det forhold ikke var sundt. Og derfor løber jeg ikke forbi.

Men på volden gennem Christiania var folk i gang med havesysler. Der var bål og nyplantede blomster, kagebod og kaffe på kanden. Jeg fortsatte til Amager Strandpark, hvor resten af København havde søgt ud. Det hele emmede af løfter om sol og sommer.  Der var en duft af saltvand og varm brise, og man fristedes næsten til at springe i vandet. Jeg mødte ikke nogen i badetøj.

Videre gennem lufthavnen til vandtårnet i Tårnby. Og så gik det hjem. En enkelt lille energi-gel ville have været dejlig at have med. Der var ikke meget brændstof tilbage i mig de den sidste halve time. 25 km med solen lige i fjæset næsten hele vejen. Jeg skulle have husket en klat solcreme på armene. Og jeg er ikke eksploderet i birkepollen. Oh wonder.

Kalvebodbroen