Der er lidt stille herpå siden. Det er fordi, det eneste sted i mit liv, hvor der for alvor er action på drengen, er henne i arbejdslivet. Og arbejdslivet er ikke rigtigt blogbart. Jeg kan blogge løs om alt muligt andet. Mit arbejdsliv er bare på en eller anden måde for privat. Fredet. Eller involverer for mange andre mennesker helt ufrivilligt. Resten af mit lille liv tøffer stilfærdigt afsted. Det tænder mig ikke rigtigt at blogge løs om hverdagens løbeture eller alle mine andre dagligdags trivialiteter. Løbeturene er fine nok, og det er resten af hverdagen også. Bare ikke interessant nok til publicering.
Men jeg læser. Nej – jeg sluger bøger. Hver dag har jeg to gange tre kvarters læsetid, når jeg flyder afsted mellem Hillerød og Sydhavnen i s-toget. Og det giver mig en uforstyrret fred, som er ny. Jeg er stille-kupé-fan, så ikke engang mobilen kan forstyrre. Og jeg er uforstyrbar. Jeg er vokset op i en stor familie med fire søskende, og senere har jeg læst både det ene og det andet på universitetet med en ordentlig hoben unger i baglandet. Jeg kan i den grad koncentrere mig. Så min største bekymring er, at jeg en dag vil løfte blikket fra bogen – i Køge.
Jeg fik Carsten Jensens rejseessays, “Ud”, i julegave, og det er en bog, jeg kan have kørende med pauser i rigtig lang tid. Jeg elsker Carsten Jensens akademiske refleksioner. Hans indsigt i de steder han besøger. Og den nysgerrighed han møder nye verdener med. Hans rejsebøger, “Jeg har set verden begynde” og “Jeg har hørt et stjerneskud” gav mig et sandt inspirationsboost på mine egne rejser. “Ud” er essays fra begyndelsen til nu. Fra hans spæde start ud i journalistiske ekspeditioner til nær og fjern. Og jeg elsker det.
Men jeg holdt en krimipause, fordi en veninde lånte mig bind tre og fire af hele Danmarks Jussi Adler Olsen. Og så var jeg ligesom lidt mættet med blod og ondskab for en tid.
Nu sidder jeg så her lidt rystet efter den sidste bog, jeg har læst. “Tolken fra Darfur” af Daoud Hari. Her behøver man slet ikke opfinde ondskab. Her er død så forbandet en stor del af hverdagen. Bogen købte jeg på udsalg på Bornholm, og den er overraskende velskrevet. Og nøgtern. Daoud er tolk for journalister, der gerne vil ind i Sudan, og han hjælper dem, så verden kan kende Darfurs historie og vide, hvad der sker. Han bliver meget tidligt i sit liv klar over, hvad vestlige kontakter kan være værd i et Afrika i opløsning. Hvor alting er farligt. Det er en bog om venskaber. Og om at hjælpe hinanden.
Han slutter bogen sådan her:
Hvis jeg tillader mig at antage, at der er en slags venskabsbånd imellem os, kære læser, vil jeg bede dig om at tænke på det faktum, at der, mens jeg skriver dette, og formentlig også mens du læser det, bliver dræbt flere mennesker i Darfur, og at folk stadig lider i flygtningelejrene. Verdens ledere kan løse problemet, og Darfurs folk kan vende hjem, hvis lederne oplever, at folk overalt taler til dem om problemet, fordi de er optagede af det. Så måske kunne du også gøre det, hvis du har tid. For det er meningsløst at sætte livet på spil for nyhedshistorier, medmindre de, der læser dem, reagerer.
Så er det, at jeg sidder med en lidt grim smag i munden og et flovt drag over øjenlågene. Vi reagerer for lidt. Vi er en lille smule ligeglade, når der sker grimme ting i Afrika. Sådan er de jo, dernede, ikke? Man bliver lidt klogere af Daoud Haris beretning. Og man bliver rystet. Men læs den alligevel, så hans kamp kan nytte en lille smule. Selvom den forstyrrer freden i stillekupéen.
Helles Blog 
Jeg har også læst Carsten Jensens to store rejsbøger og var også helt vilde med dem – godt at høre at “Ud” også er værd at læse.
Bill Clinton har engang sagt:”You can choose not to act, but you can’t choose not to know”. Det synes jeg rammer meget godt.
Godt citat. “Ud” er anderledes end rejsebøgerne, fordi det er en essaysamling, og mange af dem er essays, som har været bragt i aviser. Med politiske analyser osv. Derfor er den fin at tage lidt i bidder. Med lidt blod og drama ind imellem
Med al den ødelæggelse som bliver videregivet i nyhedsudsendelserne kan det blive for nemt at lægge følelsesmæssigt afstand til de menneskelige katastrofer i Afrika, Asien, Kaukasus eller Europa. Med den afstand forsvinder nødvendigheden af at gøre noget ved sagen. For mig virker det meget stærkere med en personlig beretning.
Jeg husker særlig en radioudsendelse med en dansk fotograf, som fortalte om Rwanda, en oversat polsk radio dokumentar baseret på breve fra sondekomandoen i Auschwitz gemt i asken, og de fortællinger min mand gav videre, da han arbejdede som nattevagt for dansk Rødekors. Især de sidste historier dukker op i baggrunden, hvergang jeg forholder mig til flygtninge og menneskelig ondskab, og giver klangbund til historien.
100, 1000 eller milioner af skæbner er nærmest umulige at fatte på en gang. Men fortalt stykvis er det nemmere at forholde sig til ordenligt til det. Og at huske følelsen, når der er mulighed for at handle, også i mht til ligende forhold helt andre steder i verdenen. På den måde kan beretninger som “Tolken fra Dafur” have en blivende værdi, ud over det indblik den giver i den alt for aktuelle konflikt.
Jeg er meget enig med dig. Det ER de personlige beretninger, vi husker bedst. Dog har jeg aldrig glemt det indtryk, filmene fra Auschwitz gjorde på mig, da jeg i gymnasiet blev konfronteret med de muselmænd, som de allierede mødte, da de kom til koncentrationslejrene. Og indtrykket fra bunker af skelet-tynde lig, der blev skovlet i massegrave af store maskiner.
Men der sker er mærkelig selektion i medierne. Sudan, Elfenbenskysten og andre afrikanske stater dækkes i langt mindre grad end f.eks. Japan. Og derfor glemmer man de afrikanske problemer og efterlades med et indtryk af, at ‘sådan er de bare’-agtigt. Det er f.eks.rigtig svært at få folk til at rejse til Uganda, som er et fantastisk land at rejse i, fordi de tror, at Idi Amin stadig regerer.
Jeg tror, Afrika-stof er et specielt problem i de vestlige medier. Sagt af mig, som er en dedikeret Afrika-elsker.