Sol over Sydhavnen

Mens resten af landet hengav sig fuldstændig til to babyer, der skulle have navne (way beyond me!), fornøjede jeg mig med spændende, udfordrende, nytænkende ting og sager henne i arbejdslivet. Da jeg endelig ved femtiden satte cyklen i gang mod Sydhavnen fra Herlev Hospital, bankede eftermiddagssolen ned fra en knaldblå himmel. Og jeg opdagede, at man kan cykle hele vejen gennem noget parkagtigt langs noget vand, forbi Damhussøen og videre til Valbyparken. Fedt, ikke? Folk var ude. Med børn og hunde og bolde. Og alting duftede af græs og………birk. Og næsen sprøjtede om kap med øjnene. The devil is back. Men jeg hoster ikke. Endnu.

Udenfor Irma stod en sød fiskemand med frisk stenbiderrogn. Det købte jeg og fejrede det ene og det andet (som ikke har noget med babyer eller navne at gøre) – helt for mig selv. Men først stak jeg i løbeskoene og spurtede ud i den aftagende eftermiddag. Tøffede over togbroen og tilbage til Valbyparken langs vandet. Her var kort og godt smukt. Stille vand. Stadig sol. Søde kærestepar med kaffe i vandkanten. Jeg løb ud til bjerget og krydsede over parken mod gastårnet i Hvidovre. Folk var simpelthen glade. Den ene efter den anden, løber som gående, hilste venligt og smilende. Det bliver man jo bare endnu mere glad i låget over.

Så tøffede jeg tilbage gennem den anden side af Valbyparken, fordi gastårnet og alle fodboldbanerne. Hvor der blev løbet og fløjtet og sparket og grinet. Jeg forsatte forbi Haveforeningen Musikbyen og løb videre over jernbanen til Havebyen Mozart og Frederikshøj. Jeg er helt forelsket i de steder. Folk bor i huse, der knopskyder på festligste måde. Der er små sirlige haver og huse, der næsten ligner små parcelhuse. Der er blomstrende fantasi,og det må være edderhyggeligt at bo der. Hvis jeg mødte en halvlækker singlefyr med hus et af de to steder, havde han er godt scorekort på hånden. Jeg skal nok tage kamera med en dag.

Tilbage til mit lille private festmåltid. Og en lille dukkert, da de STADIG tærskede langhalm på den der barnedåb. Hold. Nu. Op. Dem der ikke har hørt endnu, hvad de babyer hedder, rækker fingeren op. I åbner så bare for Facebook. Hvor halvdelen af vennerne så kan fortælle det. Og kan vi så være enige om, at det er nok nu?