En lille sang om suppe og grænsebrydning

I søndags lavede jeg suppe. WOW, hvor spændende, tænker du nu. Og kan dårligt vente på afsløringen af hvilken suppe, vel? Men jeg har ikke gang i en omskabning af bloggen til madblog. Det er bare i mit spændende liv en epokegørende begivenhed. Jeg har ikke lavet suppe i lidt over fire år og havde nok ikke forestillet mig at gøre det igen – ever.

Den behandling med kemoterapi, jeg fik for fire år siden, medførte hver gang 4-6 dage, hvor min mund, hals og faktisk hele tarmsystemet var et stort sår. Det gjorde ondt, som i noget jeg aldrig havde oplevet tidligere. Værre end veer, værre end brækkede knogler, værre end hjertesorg, værre end alt. Det gjorde ondt, så jeg vågnede ved at synke mit spyt om natten. Nå det skal ikke være en hjerteskærende historie om lidelse. Tilbage til suppen. Jeg havde helt fra starten besluttet, at det måtte være vigtigt med ordentlig mad midt i al cellegiften. Altså mad lavet fra bunden af gode kvalitetsråvarer. Økologisk und alles. Og sådan blev det. Når min mund gik amok kunne jeg ikke spise almindeligt. En moset blød avocado fik tårerne til at sprøjte ud af øjnene. Der var kun én løsning på madproblematikken, og det var suppe. Ergo investerede jeg i en stor rød blender fra Kitchenaid. Og lavede suppe. Morgen, middag, aften, 5-6 dage i træk, og spiste med tårerne løbende ned ad kinderne. Mens jeg forsøgte at synke forsigtigt, hjulpet en smule af morfintabletter. Ja, fandme, morfin. Mens alt smagte af…… bræk? metal? mødding? lort? Aner ikke hvad det smagte af, og håber aldrig at møde den smag igen. Måltider var, sagt helt kort, ikke nogen nydelse.

Men i suppen kunne jeg hælde proteiner, fibre, vitaminer, salt og alt det gode i min utaknemmelige krop. Og det var da med til at bringe mig igennem helvede uden at blive til en muselkvinde. Men derfor, kære venner, har jeg et let anstrengt forhold til suppe. Som i øvrigt aldrig har været min yndlingsspise. Og nu har jeg lavet det. Suppe.

Hvorfor? Fordi jeg er nærig. Og fordi jeg hader madspild. Min grøntsagsskuffe var fuld af hensygnende grøntsager. Og i disse to uger får jeg jo mad på højskolen. Bare ikke søndag. Derfor blev grøntsagerne svitset og kogt og blandet med min bedste indiske karry og ingefær. Og blev mast til suppe.

Og ved I hvad? Jeg spiste helt uden at græde. Helt uden at mærke efterveer af ekstreme smagsoplevelser.

Okay så – der var spinat, spidskål, forårsløg, kartofler og gulerødder tilsat noget grøntsagsbouillon og kokosmælk. Og den blev meget grøn.

3 thoughts on “En lille sang om suppe og grænsebrydning

  1. …og så var du nedda så uheldig at løbe ind i endnu en suppe blot dage efter din første overgivelse! Men du kom igennem det – om end det bringer minder af den mindre gode slags, og nok aldrig bliver en gourmet oplevelse af de store i dit liv 🙂

    Næste gang servere jeg ikke suppe! Promise!

  2. Puha, din beskrivelse af smerten er meget malende!

    Efter et voldsomt fald som teenager, hævede jeg så meget i halsen, at jeg kun kunne spise bløde ting. Men min mor var smart…Jeg fik små stykker nektarin og suttede chokoladepastiller i mig. Og jeg kan stadig godt lide begge ting. 🙂

    Til gengæld har jeg et ret anstrengt forhold til rød og gul hospitalssaftevand i store praktiske plastikkander, efter min søns første tre livsmåneder på neonatalafdeling.

    Men hurra fordi du nu er rask, og kan spise lige hvad du vil!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s