Jeg elsker at træne. Det kan vist ikke komme bag på nogen, som læser bare lidt med engang imellem. Jamen det gør jeg. Specielt min løbetræning, jo. Men jeg elsker også at træne alt muligt andet. Faktisk er det vist mere eller mindre det at knokle mig selv til mine fysiske grænser. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Eller hvorfor. Dybest set er det ret skørt. Og jeg kender ikke mange andre kvinder, der har det sådan. Eller mænd.
Men sådan er det. Jeg er tæt på lykkelig, når jeg drejer storsvedende ind i gården efter et par timers løbetur. Eller når jeg slutter en intervaltræning med pulsen hamrende helt op i hårrødderne. Når jeg med rystende muskler, der ikke ville kunne tackle en halvfuld kaffekop, har nået toppen af en klippevæg. Selv i træningslokalet går jeg all in – og elsker det, selvom det er pissekedeligt. Følelsen, altså, fornemmelsen af sved og ultimativ træthed.
Og derfor træner jeg lystigt videre, selvom jeg er blevet langsom og halvgammel. Alt er relativt, og jeg overhaler stadig en ordentlig bunke løbende mænd og koner, når jeg løber afsted. Men jeg mistede en masse hurtighed med al den kemoterapi, jeg fik skyllet gennem kroppen for snart fem år siden.
“Du løber så let som en lille alf”, sagde en af mine gamle løbekammerater engang, mens vi løb sammen i et marathon. Det bruger vi så ikke helt mere, det med let som en alf. Siden dengang har nogen hældt bly i mine skinker og installeret cementklodser i løbeskoene. Og på en eller anden måde har 6-8 ekstra kilo sneget ind på min krop. På rekordtid. Måske har jeg smidt et par stykker af dem igen, men kroppen er definitivt mere omfangsrig end tidligere.
Nåmn, det handler på ingen måde om at pive over lost grace. Men mere om hvorfor jeg træner videre. Jeg må erkende, at jeg ikke gider stille op i konkurrencer eller motionsløb. Sådan basicly. Undtagen nogen gange. Men at være i stand til at løbe et maraton på 4 timer virker bare ikke helt. Det motiverer mig på ingen måde til at stille op. Og misforstå det nu ikke. Jeg har bare kunnet løbe meget hurtigere. Engang for fem år siden. Jeg har altid syntes, at maraton er langt. Også dengang jeg løb det “let som en alf”. Og jeg kommer aldrig nogensinde til at tilhøre det segment, der løber mange maratonløb. Jeg kommer aldrig til at høre til dem, der løber mange løb. Punktum.
Jeg kan blive fristet af sjove, anderledes løb. Af de løb, vi har gjort til tradition, fordi det er hyggeligt. Og hvem ved? Måske løber jeg et maratonløb uden konkurrence igen en dag, som det i Skodsborg.
Jeg vil bare gerne træne. Og måske skulle jeg finde mig en løbeklub og en roklub og en….? Jeg har altid været en social løber. Elsket at løbe sammen med andre. I mange år har jeg løbet i gruppe flere gange om ugen, men også dyrket ensomme meditative løbeture. Jeg har været medlem af Århus 1900 i 100 år. Og måske skulle jeg bare melde mig ind i Sparta? Eller en anden klub. Jeg savner nogen at træne sammen med. Nogen at have noget træningsfællesskab sammen med. Jeg er et klubmenneske. Jeg har bare trænet helt alene, siden jeg begyndte at genoptræne. Og
Helles Blog 