Arbejdsglæde

Da linje A rullede ind på Sydhavn station tidligt i morges, var det med et kort togsæt og en fyldt cykelafdeling. Jeg var ligeglad, for jeg skulle ikke med. Det skulle derimod Åse, som flegnede helt ud på togføreren, der gemytligt lænede sig ud af sit vindue.

“Råbeskrigebrokke – deterfandmefordååårligt – råbeskrigebrokkebrøle…” “Jaja, sagde han – stadig gemytligt (skabsjyde??), jeg kan jo kun køre det tog, der nu er.” Åse satte atter igang med at råbeskrigebrokke – “IskalfaaandmesættelangetogindnååårdererVM” Og havde hun kunnet knalde s-togsdørene i, havde hun gjort det. Halleluja for et humør at starte en mandag med. Og et lille minut senere rullede et langt linje E-tog ind med god plads til min cykel og mig.

Og når man nu arbejder omkring 70 timer om ugen og bruger resten af livet på at spise og sove og løbe og blogge, er det en gave at møde frem i Hillerød. Det sker sjældent for tiden. Jeg flintrer rundt og laver innovationsprojekt på Herlev Hospital og Rigshospitalet, Jeg skriver projekter for Danske Regioner. Og jeg pisker rundt og finder på, hvordan patienter og pårørende kan involveres mere i deres behandling. Derfor sker det for tiden yderst sjældent, at jeg sætter mig ved skrivebordet på det kontor i Hillerød, som jeg egentlig holder meget af. Men når det sker, så bliver eg helt varm i kroppen og rørt i halsen, fordi jeg bliver taget imod med kram og smil og åbne arme.

No shit. Det tager mig et kvarter at nå fra den ene ende af gangen til mit kontor. For pokker da. De savner mig. Tror jeg. Lige så meget som jeg savner dem.

Mit arbejdsliv er lidt, hmmm, skørt? For tiden. Det slog mig, mens jeg sad i toget i morges, at det var meget længe siden, jeg bare havde taget toget til Hillerød til en almindelig arbejdsdag. Tænk at der er mennesker, der møder til samme tid det samme sted hver eneste dag? Jeg kan få enkelte strejf af savn efter den slags regelmæssighed. Mest når jeg er helt tåget i hovedet af ord og træthed. Men altså, jeg står jo glad op nærmest hver morgen. Og jeg har det sjovt. Og lidt for travlt. Men sjovt. Og jeg er i virkeligheden helt uegnet til den slags regelmæssighed.

Når jeg i den grad bliver pakket ind i kindkys og varme kram, bare fordi jeg tropper op der, hvor jeg får min løn, bliver jeg sådan helt grundglad. Tænk så forskellige begyndelser, man kan have på en helt almindelig mandag. Tænker jeg og er glad for, at den gemytlige togfører på linje A godt så, at jeg smilede til ham. Og måske ville kindkyssene også blive færre, hvis jeg troppede op på kontoret i Hillerød hver dag.

Men plastikposen med 30 flødeboller, som jeg havde med til obligatorisk fødselsdagsfejring, havde helt sikkert ingen betydning. Vel?