Skjult X-factor

X-factor, Talent-et-eller-andet, Skjulte stjerner……. kan nogen mon forklare mig forskellene? Jeg har ikke set mange afsnit af nogen af dem, for jeg vil have kvalificeret underholdning. Når jeg skal underholdes. Men influenza og dårligt fjernsyn hører sammen, og selvom jeg har driblet rundt og arbejdet, ja så er det jo ikke helt ovre. Derfor sidder jeg her og glor som en vissen gulerod på Skjulte Stjerner i fjernsynet. Som ligner noget, jeg har set i de andre programmer. Et lidt for lille og lidt for gammelklogt barn, hvis stemme endnu ikke er på vej i overgang, står på en scene og synger alt for voksne sange. Et par piger, der ikke helt kan holde stemmen fast hele tiden, synger de samme kedsommelige hits, som fløjter ud af radioen i døgndrift. Og en studievært må råbe højere og højere for at piske en stemning op.

Jamen hvad er der galt med mig? Hvorfor falder jeg ikke i svime? Når nu resten af landet synes at sidde klistret til skærmen med en mobiltelefon i den ene hånd. Mens de sender ophidsede  og febrilske beskeder. Og de måske zapper over på en nabokanal, hvor nogen danser om kap. Nej, seriøst. Jeg forstår da ikke, hvorfor jeg ikke bare kan læne mig tilbage og synes, et er fedt. Når alle andre kan.

Men jeg synes, det er …….. kedeligt. Og tåkrummende. Hvad er der i vejen med folk, der kan synge? Hvordan kan musik som fællessang rundt om en slags lejrbål blive en storsællert uge efter uge? Man bliver hverken kunstner eller sanger af at kunne lire andres sange af. Med mindre man har noget helt særligt at tilføre dem. Og det har de jo ikke, de der unger og unge. De er for uprøvede. Og har ikke det talent, der skal til for virkelig at bive kunstnere. For så blev de det. Bare.

Er det ikke lidt synd for den dreng, der vandt? Han sang jo pænt. Som nogen drenge gør, inden stemmen brækker over og går i overgang. Om et års tid er det slut. Så kan han ikke længere ramme de høje toner. Men først skal han smage stjernestøv. Så han kan mærket styrtet, når stemmens første krak melder sig om kort tid.

Og hør her, når den ene piges mentor fortæller, at hun må lære hver eneste tone uden ad for at kunne ramme den, så er det ikke rendyrket talent, vi er ude i, vel? Hvorfor, kære gud, skal hun udgive en plade?

Hvorfor ikke lade de unger gå og hyggesynge hjemme i deres familier? Hvorfor flashe deres stjernedrømme lige i fjæset på hele kongedømmet? For bagefter at lade dem stille dratte ned fra tinderne? For de synger da pænt.Til hjemmebrug.

Nu har jeg set det, og influenza går over igen. Og skjulte talenter behøves ikke sættes i rampelys.