The good things about the flu

Når man sidder under dynen i den store sofa og er syg og stakkels. Og ind imellem næsten får vand i øjnene af selvmedlidenhed. Nå ja, så kan man lave øvelsen, look at the bright side, fordi man har tid. Og nå ja, det med at have tid, fordi det ikke kan være anderledes, er jo for fanden også en bright side, når det kommer til stykket.

Og når man så sidder og har tid, hvad er så bedre end at tænke på nye planer? Jeg er jo sådan en med hovedet fuld af drømme om nye eventyr. Sådan en der elsker at lægge planer og mange af dem. Og som rydder ud i dem med hård hånd, fordi der også melder sig et realistisk plan. Men for ganske få siden uger var der kun drømme og ingen planer. Og der har været alt for lidt kedelig-tid til at lave planer ud af drømmene. Og så sker der det, som sker i mit liv. En god ven foreslår en løbetur i Grønland næste år i august. 200 km over så mange dage, vi nu gider. Fed idé. Og til min store overraskelse er det overhovedet ikke så møgdyrt at flyve derop, som jeg troede. Ja da. Skidego’ plan.

Da Jesper og jeg knoklede rundt i Alperne i sommer, mødte vi en engelsk pige, som lever i Schweiz af at guide i bjerge rundt om i verden. Vi fandt jo hurtigt en helt masse fælles. Vi har guidet de samme steder i bjergene i Nepal og Sydamerika og Afrika. Hjulpet de mest usandsynlige til toppen af Kilimanjaro. Og vi har selvfølgelig holdt kontakten. I sidste uge skrev Julia og foreslog en tur i de tidlige sommer i de schweiziske eller italienske Alper. Vi snakker om Gran Paradiso Traverse eller Monte Rosa sammen med Tour de Mattehorn. Tjek igen – dejlig plan.

Og så skrev en veninde i Kathmandu i Nepal og foreslog en cykeltur i Tibet. Jamen what to choose? Eller skal man det? Tja logistisk kunne det godt lade sig gøre, det hele. Alpetur i maj/juni, Grønland i august og Tibet, når regnen er færdig i efteråret. Så må jeg jo bare finde en måde at skrabe pengene sammen. That’s a minor detail. Nu er der planer på bordet.

Og når man sidder syg og stakkels under dynen i den store sofa og føler sig meget mere single end ellers. Fordi noget mand måske kunne have yrket en smule omsorg. Så bliver man sgu da helt grundglad, når ens søn bare skriver, at han kommer efter arbejde sammen med sin Nina og laver mad. Til os.