Fortabt i ord

Jeg er lettere fortabt for omverden. I hvert fald til onsdag morgen. Jeg er  nemlig i den lykkelige situation, at jeg har modtaget Peter Øvig Knudsens nye bog, Hippie 1, som lydbog. Den udkommer på torsdag, og jeg skal anmelde den som lydbog. Anmeldelsen offentliggøres først den 27., så den løfter jeg ikke sløret for endnu. Men jeg lytter. Intenst. Og fascineret.

Jeg har ikke hørt lydbøger længe. Det kræver en koncentration, jeg ikke har for tiden. Når jeg altså ikke tvinges til det. Engang hørte jeg bøger på kassettebånd i min ældgamle walkman. Jeg havde bøger med på stranden, og jeg kunne lukke mig lidt for omverden og forsvinde i oplæserens stemme. For endnu længere tid siden elskede jeg både radioteater og oplæsning på P1, når ungerne lå fredeligt i deres senge. Med iPod’ens indtog i mit liv, åbnedes der nye muligheder for lytning. Jeg hørte podcasts og bøger på mine lange cykelture og havde pludselig adgang til en sand skatkiste.

Sidste år boede jeg to måneder i Nepal. Langt væk fra noget, der mindede om kendt civilisation. Midt i en sproglighed jeg aldrig forstod en disse af. Gammelt tibetansk måtte jeg opgive at finde noget mening i, og det var det, de talte omkring mig. Min iPod Touch var spækket med lydbøger. Det betød, at jeg fik godnathistorie. Hver eneste aften. Min daglige godnathistorie var en slags overlevelesstrategi, der i det fremmede, primitive og svært forståelige. Hver aften tonede en dansk eller engelsk oplæser rent ind i mine ører, og det gav mig en særlig følelse af tryghed. Der i min loppebefængte seng. Men kun om aftenen. Folkene omkring mig var så fattige og så afskåret fra den teknologiske del af verden, at jeg lod være med at flashe min elektronik mere end allerhøjst nødvendigt. det blev simpelthen for mærkeligt. At sidde der i deres uendelige fattigdom med mine dyre apparater.

Jeg fik favoritoplæsere. Som jeg også gjorde på P1 dengang for 90 år siden. Nogen stemmer er fantastiske, andre har måske en lidt for skinger efterklang. Andre igen for lidt eller for meget energi. Og nu lytter jeg til Peter Øvig. Som selv læser sin bog højt. Og jeg bliver lidt fortabt. Hans stemme næsten kapsler mig ind i en helt særlig stemning. Som jeg nok skal skrive om i min anmeldelse. Men jeg er på en måde flyttet sammen med ham. Eller med hans stemme. I fredags var Peter Øvig med på cykeltur. I går med bus og tog og en længere gåtur. I dag har jeg gjort rent med Peter Øvig, og han har helt exceptionelt løbet med ud over den amagerkanske savanne i ftermiddagssolen. Og jeg glæder mig allerede til min godnathistorie.

Så udskyld mig derude, hvis jeg virker utilgængelig. Jeg har ikke tid til at snakke. Og måske bliver et par deadlines twisted en smule. Jeg har en aftale med Peter Øvig. Nå ja, hvis I er blevet lidt nysgerrige, så kig engang her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s