Slut fred med din krop

Min hjerne gør nogle gange mærkelige ting. I dag sad jeg omhyggeligt ved computeren og fandt det tog, som skulle bringe mig til Skodsborg. Jeg skulle til nytårskur hos Anna Skyggebjerg. Det er sådan en kvindeting, som jeg har glædet mig til. Men så gør min hjerne det, som jeg egentlig har vænnet mig lidt til. Den tænker, aaajj, sikke dejligt vejr. Og så går den i ledtog med cyklen og styrer helt udenom Københavns Hovedbanegård. Nåmn, det var også dejligt vejr, og for en sikkerheds skyld havde jeg taget cykelfornuftigt tøj på overkroppen. Og tørt tøj i tasken.

Det gik rigtig fint. Til den anden side af Hellerup. Så begyndte det at dryppe. Dråberne blev hurtigt til regn på den seriøse måde, og jeg var våd på ingen tid. Den standsmæssige og diskrete ankomst, jeg havde haft i tankerne, kuldsejlede fuldstændig. Selvfølgelig kom jeg et par minutter for sent. Og mislykkedes helt med at liste ubemærket ind i lokalet, da jeg havde lavet en hastig omklædning. Denne kvinde, sagde Anna med høj røst til forsamlingen, har netop cyklet fra Sydhavnen. Jeg satte mig under stor applaus og morskab.

Til nytårskuren fortalte Andrea Bak om sin proces med at slutte fred med sin krop. Det har hun skrevet en bog om, og det skabte en livlig debat i festsalen på Skodsborg Strandvej. Jeg har ikke så meget erfaring med slankekure og har aldrig været overvægtig, men Andreas’ fortælling om at slutte fred med sin krop vandt genklang i mit eget arbejde med at slutte fred med min krop efter al den kemoterapi, jeg fik for fem år siden. Jeg har forlængst tilgivet den, at de onde celler blev budt indenfor. Men jeg er ikke helt færdig med at slutte fred med alt det rabalder, som kemoterapien lavede. Ikke at jeg har det skidt, for det har jeg ikke. Og det er meget svært at formulere, så andre end jeg forstår. Jeg skulle for pokker vel bare værelykkelig for at være i live. Og det ER jeg. Jeg er bare ikke helt færdig med at vænne mig til indholdet i det nye hylster, der blev lanceret dengang. Måske jeg kan lære noget af Andreas’ tanker?

Jeg cyklede hjem i tørvejr og tiltagende mørke. Og så gjorde min hjerne igen noget mærkeligt. For før jeg vidste af det, havde jeg snøret løbeskoene og smuttet i løbetøj. Og så løb jeg da en time i mørket. Jeg havde overvejet at hilse på min nye gode ven, det iskolde vand i havnebadet, men pludselig er vandet fyldt med sundhedsskadelige elementer. Så det røde flag er hejst – og ingen bad.