Da mit pandehår for 127. gang fløjtede ind i mine øjne og dækkede enhver udsigt effektivt, fik jeg nok. Det var ikke kun i dag. Faktisk har jeg skullet til frisør siden længe før jul. Men fandt ikke lige stunder til at smutte den meget lille omvej forbi frisøren på Borgbjergvej. Jeg tror, at hvis jeg ignorerer det hår, så holder det op med at vokse. Så bliver det bare ved med at være langt på den lækre måde. Virkeligheden er, at jeg ligner noget, som fint kunne falde ind på Mozarts Plads. Eller være et levn fra Woodstock.
Men i dag var det nok. Måske betød det også en lille smule, at jeg i morgen skal føre mig frem i silkekjole og høje hæle. Så løfter håret ligesom ikke stemningen. En rask søgen på Google afslørede, at frisøren faktisk har telefon. Så man kan ringe og bestille tid. Smarts nok. Og det gjorde jeg. Og hun havde tid. Det kostede en løbetur i skoven i Hillerød, til gengæld har jeg en mere tjekket paryk nu.
Min frisør er fra Cambodja. Hendes salon hedder Hair and Beauty. Og det passer, navnet. Som noget nyt har hun indlemmet sin lillesøster i butikken, og hun laver negle. Butikken er nu fyldt med farvestrålende negle i fantastiske mønstre, som man kan få limet på. Jeg var helt betaget. Ikke fordi jeg skulle have negle, men fordi jeg aldrig har set sådan nogen negle i en salon i Danmark. Frisør-søsteren har boet i Danmark i 18 år og har efterhånden fået både storesøster og lillesøster herop. Kun moderen bor endnu i Cambodja, men kommer på besøg hver sommer.
Hendes frisørsalon har den største samling af legetøj, jeg nogensinde har set i en salon. Måske har jeg egentlig aldrig set en salonmed legetøj, når jeg tænker over det. Den er fyldt med glimmer og guld på bedste asiatiske vis, og der er citronte på kanden til hver en tid. Som man skal give sig god tid til at drikke, formaner hun. Helst skal den drikkes, mens man sidder og slapper af i den sorte lædersofa.
Baglokalet er altid fyldt af børn. Små og store. Og ikke hendes egne. Nogen gange er det søstrenes og andre gange veninders børn. Og sydhavnerne myldrer ind og ud af døren. Som i dagens blæsevejr alligevel ikke kunne lukkes helt.
Er hun god til at klippe? Hun er hurtig. Tyve minutter, så er det overstået. Og jeg ser alligevel altid vindblæst ud. Nogen gange er det bedre end andre gange. Fordelen ved at blive ved med at udsætte hende, er at det føles vidunderligt hver gang. Det er så befriende at være fri for pandehåret. Og så får jeg de bedste historier fra Sydhavnen, mens hun klipper.
Og så ser jeg nu ikke helt tosset ud. Eller håret gør. Ikke. Og når nu det er så hyggeligt, så skulle jeg måske alligevel komme der bare lidt oftere.
Helles Blog 