To måneder til jul, skrev min datter på Facebook i dag. Og veninderne kvidrede med i koret og havde allerede nedlagt de første julegaver. Og mig? Jeg skrev ‘Schhh…’ Og tænkte med et ualmindeligt surt opstød for sådan en uskyldig onsdag, at nu bliver det kun mørkere de næste to måneder. Jamen jeg ved virkelig ikke, hvordan det kommer til at gå. TO måneder? Og det er allerede mørkt. Og jeg har ingen planer om at rejse nogen steder før i uge 10!
Jeg skyndte mig resolut ud af døren i Hillerød allerede 16.30, og det var stadig en slags lyst, da jeg jernede ind i gården i Sydhavnen. Der er kun én ting at gøre, når jeg er i det humør. Skrub ud og løb. Og hælen skal jo luftes hver dag. Blev der sagt.
Derfor driblede jeg af sted i tusmørket og blev enig om, at jeg sagtens kunne nå over Amager Fælled, inden de skydegale voldtægtsmænd myldrede frem fra buskene. Det kunne jeg ikke helt. Langsomt blev jeg pakket ind i mørke. Og der er noget magisk over det, når jeg lige glemmer voldtægtspsykopaterne. Jeg løber sgu da bare fra dem, når jeg har pandet dem en, tænkte jeg. Og så nød jeg bare tusmørkemagien.
Fuglene faldt til ro, og buskene skiftede til grå og grumsede nuancer. Stierne kan man altid se. Bare der er lidt måneskin. Jeg mødte ingen voldtægtspsykopater. Kun to fredelige cyklister. Med lovlige lygter. Hælen snerrede på slutningen af løbeturen, men blev hvæset på plads. Og nu er den mindelig igen.
Også jeg er blevet mindelig.
Og nu skal jeg se Homeland. Som er mit for-tiden-craving.
Helles Blog 