Jeg går ind i mellem lidt ord-død. Måske fordi mit job er så meget ord. Ord på skrift, ord i tale, i rapporter, mails, foredrag, strategier, politik, taler, undervisning. Jeg får stunder, hvor lidt for mange ord kværner i min hjerne. Hvor jeg i stedet tager kameraet under armen og går på opdagelse i verden. eller bare fastfryser indtryk fra dagene, der spurter forbi. Eller bare sidder stille og glor på vandet udenfor.
Jeg mødte et menneske i denne uge. Som havde et oplæg klar, han skal holde i næste uge. Som den selvfølgeligste ting. Mens jeg har gennemlevet tiderne fra universitetet. Hvor essays, eksamensopgaver og specialer var klar fem minutter i afleveringstid. Midt i rapporter, foredrag og workshops har jeg skrevet to artikler. Som er vildt vigtige, fordi de handler om alt det, jeg bruger alle de ord på. De handler brugerinddragelse i sundhedsvæsenet og patient empowerment, som jeg hele tiden slår på tromme for. Fordi vi skal, skal, skal forandre sundhedsvæsenet, så det indretter sig langt bedre efter dem, der bruger det. I stedet for at skabe systemer, som brugerne hele tiden må indrette sig på.
Og jeg var bagefter. Mens jeg i går passede mit Alma-barn, som har sår i halsen fra en mandel-operation, sneg jeg mig til at aflevere den ene artikel. Og til at skrive en lille smule på den anden. Så hun så på mig med ‘shit-blikket’, så jeg klappede computeren sammen igen.
Nu er de afleveret, og jeg har ikke flere ord.
Til gengæld har jeg løbet den bedste tur længe og spist lørdagsfrokost med øl sammen med en klog og hyggelig løbemakker. Og fastfrosset et øjeblik. Så I kan se, at vi ikke kun udvekslede shit-blikke i fredags.
Helles Blog 