Jeg har en veninde, der deler min kærlighed til at støve rundt i naturen i løbesko. Vi kan lide at tusse rundt uden at have et mål med det. Vi gør det bare fordi. Fordi Amager Fælled er smuk og fyldt med fred. Hvor der sidder ugler og kropsduer på lur i træerne. Og hvor rådyr forskræmte smutter ind mellem buskene.
Vi skider lidt på det dyre udstyr. Og vi løber uden ur. Der bliver ikke målt nogen som helst. Det eneste vigtige er nemlig vores nydning og humørbarometeret, som stiger helt af sig selv, når vi tøffer over slusebroen.
Vi har lavet os en lille bitte søndagstradition. Som handler om en times tid rundt på Amager i løbesko, et varmt bad og noget øl. Og en masse snak. Om alle dem der ikke er med på tur og andre vigtigheder. Jeg havde helt glemt, hvor godt en øl smager med brugte ben og frost i kinderne.
Ja, vi har i hvert fald gjort det to gange. Og vi er all in på at gøre det ret tit. Fordi det er fedt at løbe og sanse. At alt ikke handler om målrettethed og resultater. Og slet ikke om kontrol. At jeg så bliver grebet af en ustyrlig glæde over Lenes begejstring over mine stjernesteder på Amager, sparker vores lille tradition højt op på min løbehimmel.
Der var varslet snestorm i samtlige medier. Men jeg vidste, at en smule sne ikke ville få Lene til at tvivle. Jo, det blæste pænt, og snefnuggene borede sig ind i vores kinder, som knappenåle i hobetal. Men blev kyset til ligegyldighed af vores tophumør.
Jeg havde telefonen med for at fotografere smukheden undervejs. Men telefonen fik det for koldt, og nægtede alt andet end dette billede. Som slet ikke yder hverken smukhed eller blæsevejr retfærdighed.
Helles Blog 