Jeg satte mig alligevel foran fjernsynet og så Dokumania i aften. Om massakren på Utøya. Og fik ondt i hjertet. Jeg ved ikke…… Det er som om ondt menneskesyn flokkes omkring mig for tiden. Eller måske er det bare tid for at reflektere lidt over ondskab. Hvor kommer den fra? Er den en mulighed i alle? Eller kræver den særlige betingelser?
Jeg er selv ude om det. Når man opsøger noget, er det tit, som om det kommer til at brede sig ud over min verden. Og forleden var jeg i teateret igen. I det lille bitte Café Teateret i Skindergade. Hvor Kristian Lollikes stykke om Breiviks Manifest 2083 blev opført. Det teaterstykke, som fik politikere og godtfolk op af stolene, fordi de ville have det forbudt. Det stykke, som blev udskreget til at slå plat på ulykkerne og profilere Breivik.
Det stykke er noget af det stærkeste teater, jeg har set længe. Én mand på scenen i halvanden time. Så tæt på mig, at vi flere gange fik øjenkontakt.
Vi var vel 50-60 mennesker i det lille teater. Profilering i stor målestok kan det ikke siges at være. Og hvad fik vi så? Vi fik en uhyggelig og stærk kunstnerisk fortolkning af en fuldstændig ufattelig hændelse. Det var usentimentalt. Her blev ikke svælget i drama, blod og lemlæstelse. Men stillet spørgsmål til, hvordan det kunne gå til. Hvordan så verden ud for Breivik? Jeg listede stille hjem.
Og det, der måske gjorde det stærkeste indtryk, var den måde Breivik ændrede syn på den del af menneskeheden, der mente noget andet end ham. De blev ikke-mennekselige i hans univers. Og derfor kunne han slå dem ihjel. Selvom de bare var en flok meget unge mennesker på sommerlejr. De mistede deres eksistensberettigelse.
Det så vi ikke i Dokumania. Som handlede om ofrene. De levende og de døde.
Men det er tankevækkende, hvordan et stykke i et lille bitte teater kan vække så megen harme og modstand. At folk selv i dag harmdirrende udbryder, at det stykke skulle have været forbudt. Og sender mig vrede øjne over at jeg har været der.
Og det er mere tankevækkende, at ingen har ment noget om den store mængde dokumentarfilm, der er produceret om Breivik og Utøya. At ingen har protesteret over den massive livedækning af retssagen i Oslo, som fik mig til at kaste lidt op hver dag. At ingen satte spørgsmålstegn ved den mandsopdækning, den frie presse lavede, da de overlevende unge var blevet indkvarteret.
Jeg tror, jeg blev lidt klogere af det lille bitte teaterstykke. Jeg blev ikke glad, men jeg er glad for, at jeg så det.
Helles Blog 
Jeg ved knapt hvad jeg skal sige, jeg har ikke set den doku eller det stykke, men jeg ved godt hvilket, jeg ville foretrække, efter din beskrivelse.
For jeg vil hellere forstå end at svælge i den massive sorg. De unge og deres pårørende har det hårdt nok oven på alt det uhyggelige uden at jeg behøver sidde og bruge dem som følelsesporno.
Jeg kender dog én pige hvis bror var en journalist, der stod der oppe ved øen. Han havde slet ikke lyst, men chefen sendte ham afsted. Chefen ved jo godt, hvad vi vil have. Da han endeligt måtte køre hjem i den store bil, kastede en ung mand sig ud foran den, for han havde ikke lyst til at leve uden sin kæreste. Heldigvis overlevede han også det, og journalistbroren blev vist mere klar over, hvad han vil dække fremtidigt, og det er nok ikke den følelsesporno. Jeg forstår ham.
Puh, Pille, sikke en historie. Stakkels bror. Og stakkels den unge mand. Og thumbs up for at at tage det journalistvalg
Godt skrevet og meget rammende… Det er nogle gange som om, at hvis bare man smækker ‘dokumentar’-mærkaten på, så er det okay at svælge i andres sorg, ulykke og så kan man sidde der og glæde sig over, hvor godt det går for en selv under dække af, at det jo er faktuelt tv og ikke underholdning (som de programmer der kører for tiden om økonomisk ruin, social snyd osv.). Teater er trods alt kunst, og det bør man aldrig være bange for, tværtimod kan det give nogle perspektiver og fortolkninger, som rækker langt ud over, hvad en dokumentar kan formå.
Smukt!