Torsdage står jeg for underholdningen i mit nabo-hood. Når jeg krabber mig ud af døren med gakkede gangarter og arme så tunge som bly. Heldigt for mig kan ingen se, hvordan jeg maver mig ud af sengen og glider som en slange op af trapperne. Eller hvordan jeg er på nippet til at råbe på naboen til at nå tedåsen i overskabet. Fordi mine arme nægter at flytte sig over mit hovede.
En af nytårsplanerne var at stramme op på min slaskede krop og arbejde med noget koncentration og balance. Og det magede sig sådan, at der her i Sydhavnen, i mit helt eget hood, startede et lille begynderhold i astanga yoga. Så onsdag ved aftenstide kommer vi trippende til et lokalt beboerhus med udsigt over vandet med yogamåtterne under armen.
Jeg troede, jeg havde lavet yoga før, så jeg havde et godt udgangspunkt. Det kan siges meget kort, – det havde jeg ikke. Astanga Yoga er ikke som andet yoga.
Vi smækker yogamåtterne ned på gulvet i beboerhuset med front mod Michael. Som er en lille skaldet mand med en ualmindelig veltrimmet krop. Med en næsten kærlig stemme driver han vores kroppe ud i stillinger, jeg ikke på forhånd havde fantasi til at forestille mig. Astanga yoga går til yderligheder. Og de yderligheder holder man så i, hvad der føles som uendeligheder. Det er én uafbrudt bevægelsesproces, der følger vejrtrækningen, og der er ikke mange muskler, der går fri.
Nogen onsdage går vi derfra med følelsen af gele i benene. Andre onsdage sender mine arme vantro meldinger ved tanken om at gribe cykelstyret. Og torsdag morgen breder hævnen sig i hele kroppen. Hver eneste muskelfiber skriger. Og der er kun én ting at gøre. At lave de indledende yogastillinger. Mens man får vejrtrækningen til at overdøve kroppens protester. Det hjælper. Lidt.
Vi er ved at have noget særligt sammen. Os på yogaholdet. Det giver et særligt lidelsesfællesskab.
Og selvom mine arme er for korte til at løfte min krop i siddende stilling. Og selvom alle mine gamle skulderskader fra fald og styrt på klippper og bjerge knytter sig fornærmede sammen i en fælles modstandsbevægelse. Og selvom mine halvgamle løberben pure nægter at lade sig folde sammen på yogamåden. Ja, så kan jeg lide det. Og det gør det ved kroppen, som jeg gerne vil have.
Så når Michaels begynderhold slutter engang i marts, er jeg vel moden til finde et nyt hold?
Men nu krabber jeg mig ind i seng og tænker med gru på, hvordan jeg kommer ud af den igen. Når alle muskler er stivnede i ly af natten.
Helles Blog 