Søvn og zombieliv

Det er første maj. Og det må være en passende dag at lade bloggen genopstå af sin midlertidige dvale.

Jeg har det fint, men mit overjeg har beordret internetpause og tidligt i seng for en tid. Jeg har ikke helt overholdt internetpausen. Jeg skal jo arbejde, og så smutter musen så let forbi både Twitter og Facebook. Og når jeg nu heller ikke måtte se fjernsyn, blev jeg jo nødt til at læse nyheder på nettet. Men jeg har næsten holdt det.

Og hvorfor så det? Jeg har haft et sammenrend af for mange opgaver, for mange giftige deadlines, for mange rejser og alt, alt for lidt søvn. Jeg blev en dårlig sover, da kemoterapien slap sit tag i mig. Jeg er nødt til at gøre mig umage med at sove. Derfor. Fjernsyn og computer og for sene sengetider arbejder  ikke for sagen. Og sover jeg for lidt for længe, bliver jeg sær og pirrelig.

Mit overjeg har som sædvanlig både ret og tjek på situationen. Jeg har nu sovet mere end syv timer om natten i næsten en uge. Jeg er så spjætfuld af energi, at mine løbeture er begyndt at blive af tocifrede kilometerlængder. Jeg begynder faktisk at få læst de rapporter, jeg skal sætte mig ind i. Og huske dem. Det hjælper helt enormt på koncentrationen at være noget, der ligner udhvilet.

Men du godeste, hvor er en aften kort, når man bliver smidt i seng senest kl 22. På den anden side begynder regnestykket alligevel at gå op. Bare fordi jeg kan mere, når jeg ikke vandrer rundt som sønderskudt zombie. Jeg kan bedre lide mig selv i udhvilet udgave. Og jeg er fuldstændig sikker på, at min omverden sætter pris på det.

Derfor bliver den politiske opsang, som jeg egentlig havde tænkt mig at skrive i dagens anledning, udsat til i morgen. Eller en anden dag. For der er grund til opsange. Ikke i form af latterlige buh-råb, tomater eller vandpistoler. Men af den mere seriøse slags. Og nu har jeg sovet så meget, at jeg er i hopla til skarpe blogindlæg.

Til da…. godnat og sov dejligt.