Miraklet i Sydhavnen

Jeg er stadig hjemløs. Men på første klasse. For jeg har en seng at sove i hver aften og ser pludselig meget mere til venner og familie, end jeg ville have gjort, hvis jeg bare var landet i Sydhavnen med computeren i skødet.

I Sydhavnen er der sket mirakler. Fredag aften hyggede vi sammen. Naboerne var hjemme igen. Vandet i kanalen var lunt, og Vera havde fået redningsvest.

Senere kvalte vi en del lyserød crement til grillbøfferne, mens Sofie fnøs lidt over sin alkoholfrie øl. Og hun skulle få oprejsning. For lidt over tre om natten vågnede jeg ved en sagte puslen og hvisken i soveværelset. En stund senere stak Thomas hovedet ud og hviskede, at nu blev jeg  mormor om lidt. Men ingen kunne jo køre den stønnende Sofie til Rigshospitalet.

Fire timer senere tikkede en sms ind, at nu var lillesøster kommet til verden uden problemer. Vera og jeg gik i Irma og købte flag og pyntede op til festmodtagelse.

Og endnu inden frokost havde min anden svigersøn hentet de nybagte hjem til Sydhavnen. Og vi kunne modtage det smukkeste lille menneske og byde hende velkommen til vores verden.