Jeg var hjemme omkring kl. 18 og mødte mig selv med et ultimativt valg. Skrub i seng og sov, eller træk løbeskoene på og skrub ud. Jeg følte mig sært søvnig. Muligvis en bivirkning ved at have sovet 7-8 timer i træk de sidste mange dage. Hvad ved jeg?
Det blev løbeskoene.
Og en nærmest hysterisk glæde over en vindstille og tør aften. Med månelys over Amager Fælled. Derfor drejede jeg hurtigt væk fra trafikken og ind på fælledens brede stier. Mit dårlige post-arbejde humør og min søvnighed forsvandt hurtigt op i den stille aftenhimmel. Når jeg løber i mørket, hører jeg dyrene, som gemmer sig i krattene, og jeg mærker en mærkværdig sammenhæng med universet. Jeg er alene i verden. Og jeg kan lide det.
Jeg mødte et par, der gik mørketur med hinanden i hånden, og en mand på cykel, der heller ikke havde lys med. Et rådyr puslede tværs over stien med lydløse skridt. Fasanerne skræppede advarsler til hinanden, når jeg løb forbi deres skjul.
Jeg løb igennem Nokken på vejen hjem, mens jeg sprang imellem de store vandpytter. De små huse lyste hyggeligt. Vandet i havneløbet var helt, helt stille. Alt spejlede sig så fint, og jeg måtte lige standse og bare se. Inden jeg spurtede resten af vejen hjem.’
Og altså er vågen endnu.
Helles Blog 
Du er så god til at beskrive hvad jeg elsker ved mørket. Jeg fatter slet ikke det med at være bange for det, jeg får altid den største frihedsfølelse.
Tak. Jeg synes heller ikke, det er farligt