Kemoterapi, marathon og høje bjerge

For snart seks år siden pakkede jeg sammen med en god ven omkring 100 kg klatreudstyr og rejste til Nepal. Det var knapt et år efter, jeg havde sluttet den temmelig intensive kemoterapi, jeg fik for den lymfekræft, der havde sneget sig ind i min krop. Selvom jeg slap nådigt igennem min behandling, var jeg banket ret pænt til hjørne, da de sidste dråber kemo dryppede ind. Jeg kunne fuldstændig tilbagevise, at man bliver sejere og mindre pivet i løbet af sådan en behandling. Jeg gjorde ikke. Til sidst kunne jeg næsten græde over en blodprøve. Jeg hadede alt, der gjorde ondt. Og da sygeplejersken skulle trække det centrale venekateter, som dinglede fra mit bryst, ud, måtte min søn stå ved siden af og holde min forkrampede hånd.

Det næste år trænede jeg – også til smertegrænsen, samlede udstyr og rejste penge. Fordi jeg ville tilbage til bjergene. Jeg havde brug for at gøre noget stort. Med store armbevægelser. Trække de største baljer luft ind i de smukkeste omgivelser. Jeg ville også give billedet af den stakkels offer-kræftpatient en ordentlig en på sinkadusen. jeg gad ikke være stakkels. Jo, jeg gad godt holde i hånden, når noget gjorde ondt. Men jeg ville ikke være stakkels hele tiden. Jeg ville gerne bruge den ekspedition til at vise, at jeg også stadig var mig. Og jeg ville gerne prøve at finde ud af, hvem jeg var nu.

Inden jeg tog afsted, lavede jeg en udsendelse på P1 i det program, der dengang hed Vita. Da jeg kom hjem, lavede vi to udsendelser mere. Jeg fortalte om at være syg, om at blive rask, om bjergbestigning, erfaringer, skønhed og fællesskaber. Jeg blev sådan i en lille målestok ret kendt for at have haft kræft, og jeg holdt en bunke forerag om kræft, træning, sygdomsbilleder og bjergbestigning. Men for et par år siden blev jeg ked af at være mest kendt for det. Jeg lavede så meget andet, som jeg så ikke var særlig kendt for. Derfor trak jeg mig lidt tilbage fra de sammenhænge, jeg indgik i og som havde med kræft at gøre. Jeg lukkede den hjemmeside, vi lavede dengang. Den hed paatoppen.com og handlede om vores bjergbestigninger i 2008 og om at blive rask efter kræft og kemoterapi.

Der har hele tiden ligget links til de radioudsendelser her på bloggen, men forlden opdagede jeg, at de links var afgået ved døden. Jeg kunne ikke længere finde udsendelserne, trak lidt på skuldrene og slettede linksene. Men jeg opdagede det, fordi der var en, der efterlyste dem. Nogen ville altså gerne lytte til de samtaler, vi havde i de tre udsendelser.

Og i dag var der så en frelsende engel, der kunne se lidt bag mig åbenbart, som skrev en kommentar med links til nogle af udsendelserne. Og så satte jeg mig og lyttede til den udsendelse, vi lavede, da jeg var landet i København. Og den gjorde mig så glad, den udsendelse. Det var selvfølgelig dejligt at genhøre mine tanker og oplevelser. Men det gjorde mig usigeligt glad, at jeg ikke tværede en happy-go-lucky grød ud over mine medmennesker. Jeg har åbenbart gået med en nagende tvivl. En tvivl om jeg selv i de udsendelser havde ophøjet min private oplevelse til en måde at håndtere sygdom på, som alle burde springe ombord i. Det gjorde jeg ikke.

Nåmen, nu kan I selv høre mig fortælle om bjergbestigning, smukhed, fællesskab og en følelse af mod: Vita fra 2008 Jeg siger stort tak til Susanna for linket.