Omsorg og pauser

Da jeg besøgte Lene på hospice i weekenden, tøffede mine let rastløse ben en tur frem og tilbage på gangen, mens Lene tog en pause og en lur. Jeg har samarbejdet med forskellige hospice i både Jylland og København. Jeg har arbejdet med forløbsprogrammer for mennesker, der har brug for den støtte og lindring, et hospice kan give. Men jeg har aldrig været på et hospice som gæst. Jeg har aldrig set på et hospice med mine dybt personlige øjne.

Stedet indbyder til stilhed. Eller en dæmpethed. Uden at være patetisk bliver jeg grebet af en stemning mellem spiritualitet og højtidelighed, når jeg træder ind ad døren. Der er stille liv i det her sted så fyldt af afslutninger.

Mens jeg langsomt gik på gangen, blev jeg grebet af Lenes sygeplejerske. Hun havde tidligere været fuld af undskyldninger over ikke at kunne tilbyde mig frokost. Trods mine forsikringer om sandwich på vejen. Nu stoppede hun mig og spurgte, om alt var okay. Hun overrumplede lidt med en omsorg, som jeg slet ikke havde ventet. For mig? Jamen, det er jo ikke mig, det handler om. Og hun viste mig et rum med en massagestol. Hvis jeg havde lyst. Hun viste mig et refleksionsrum, hvor jeg kunne sidde stille om tænke tanker. Hun viste mig de forskellige opholdsrum med lys, fugle og blomster. Og hun viste mig spisestuen med te og kaffe.

Mens jeg sad i solen på terassen udenfor Lenes værelse, tænkte jeg, at vi på hospitalerne kan lære noget her. Jeg tænkte tilbage på dengang, min mor lå nogle uger på en intensiv afdeling. Og vores store bekymrede familie var henvist til et slidt og ramponeret rygerum. Ja, det var dengang. Tænk hvis vi havde haft et refleksionsrum. Eller en massagestol. Eller der skal i virkeligheden meget lidt til. Bare noget rum, der er tænkt til de syges familier og venner. Hvor der er mulighed for ro eller stilhed eller bare noget privat. For når man er pårørende til et meget sygt menneske, er det så dejligt at blive mødt. Tænk hvis nogen havde haft sådan en omsorg for mine børn, når jeg lå i en seng med kemoterapi i slangerne? De havde måske kunnet føle sig mindre hjemløse?

Jeg håber, hovederne bag de nye hospitalsbyggerier tænker på de pårørende. Som betyder så uendeligt meget for de syge. Jeg håber, de nye byggerier skaber rum til privathed og rum til refleksion og stilhed. Vi har ikke været gode til det i hospitalsvæsenet. Pårørende har ingen forventninger. De har ikke så mange rettigheder. De er henvist til at søge ud af hospitalet. Væk fra deres syge mennesker. Som de helst vil være meget tæt på hele tiden. Også når de trænger til pauser.