Jeg tror, jeg er en smule fjolleforelsket i mit nye job. Eller nærmere mit nye arbejdssted. Synet af Rigshospitalets grågrumsede centralkompleks, der ligger som en forvokset og slidt legoklods midt på Blegdammen, får mit hjerte til at spjætte lidt af glæde hver morgen. Hver eneste morgen. Jeg kan lide at være der. Hver eneste dag præsenterer mig for mennesker, der sprudler af arbejdsglæde. Og af stolthed over det, de laver. Mennesker der hver dag gør en forskel for andre mennesker. Huset emmer af energi og aktivitet, og den grågrumsede skal er ramme for farverig mangfoldighed.
Og jeg er godt gammeldags revnefærdig af stolthed over at blive en del af det.
Jeg ved, at løbere i København sniger sig til at træne på Rigshospitalets 15 etagetrapper, når de skal træne til løb i bakket terræn. Jeg får den slags træning stillet kvit og frit til rådighed. I arbejdstiden. Hospitalets stopklods er elevatorerne. Og jeg har hurtigt opdaget, at det kan tage kortere tid at løbe op på 15. etage, end at vente på en elevator. Så det gør jeg. Løber op på 15. etage og holder møde med centerledelsen i Hjertecenteret. Bagefter løber jeg ned igen og løber over gaden og op på 2. sal til mit kontor. Senere holder jeg møde med centerledelsen i Hoved-Ortocenteret, som bor på 10. sal. Da jeg efter mødet når til 2. sal, opdager jeg, at jeg glemte min jakke på centerchefsygeplejerskens kontor. Så jeg løber op igen. Og ned. Og over gaden. Og op på 2. sal. Og.Så.Videre. Helt gratis.
Jeg er på en måde kommet hjem. Jeg har levet næsten hele mit liv på hospitaler. Min barndom fulgte en strøm af andre lægebørn fra hospital til hospital, mens vores fædre steg på karrierestigen og flyttede fra stilling til stilling. Og jeg kendte altid min fars arbejde. I gymnasietiden gik sommerferierne med rengøring på hospitalet. Og jeg sprang ud som sygeplejerske. Og elskede det. Senere krøb jeg bag skrivebordet, men blev på hospitalet. Lige undtagen et par år på en sygeplejeskole og fem år i Region Hovedstaden. Nu er jeg tilbage. Og jeg elsker det stadig.
Det mest spændende i verden, er alt det, der foregår i afdelingerne i det store hus. Og det bedste i verden er, at de gerne vise mig det hele. Så løber jeg gerne på 15. sal.
Mens jeg knuger min spinkle tråd af tro på verden og meningen med alting.
Helles Blog 