Den smukke amerikanske taber

For præcist 20 år siden landede jeg i Seattle for at tage på studiebesøg på et stort kræftforskningscenter. Jeg arbejdede dengang på børnekræftafdelingen på Århus Kommunehospital og havde lavet flere projekter om både børn og forældres oplevelser af hele den kaotiske behandling, de måtte igennem. Nu havde jeg sammen med en kollega skrabt penge sammen til nogle uger i Seattle og Boston for at lære noget af dem.

Vi blev indkvarteret i en lejlighed, der hørte til hospitalet meget centralt i  byen. Med køkken, tv og soveværelse. Efter mange timers flyvning hen over Island, Grønland og Canada, var vi lidt kvæstede af jetlag, og vi besluttede at ryste turen ud af benene, mens vi kiggede lidt på byen. Det viste sig helt usædvanligt at gå søndagstur i Seattle, men vi kløede på og sugede indtrykkene af byen til os.

Efter en times tid nåede vi til Washington Lake. Området var smukt, nærmest idyllisk. Befolket af mennesker med råd til meget store huse. Pludselig stod vi foran en muskelsvulmende sheriftype med en stor gøp på hoften. Han rullede rød-hvidt plastikbånd ud tværs over en indkørsel til et stort hus. Bag afspærringen stod flere sheriftyper og så sig omkring. De gloede på os på den måde, der kunne få os til at krydse vejen til det andet fortov. Vi så os tilbage. De gloede efter os.

Tilbage i lejligheden tændte vi for det store tv. Og frem tonede huset med den store sherif og afspærring. Og fra det øjeblik var Seattle forandret. Hele byen var i sorg. For huset tilhørte Kurt Cobain. Og sheriftyperne havde netop fundet ham død, da vi spankulerede forbi på vores helt usædvanlige gåtur.

Jeg kendte ikke Kurt Cobain så godt. Min søn var langsomt ved at lære mig at lytte til Nirvana og Pearl Jam, sådan som han har lært mig at lytte til så meget musik. Og jeg havde lovet at tage cd’er med hjem fra det forjættede land. Nu samlede jeg også avisklip og sugede stemningen i byen til mig. Min kollega kendte ikke Cobain, men lammelsen i byen gjorde indtryk. Unge som gamle samledes om chokket. Der blev etableret hotlines for selvmordstruede unge, og i en af de store parker centralt i byen improviserede 7000 mennesker en sørge-vagt for Cobain. Der var en meget intens følelse i byen i mange dage. Hver gang jeg lytter til Nirvana, kan jeg mærke den.

Og jeg lærte for alvor at lytte til både Nirvana og Pearl Jam. Læs en fin artikel om Kurt Cobain, den smukke amerikanske taber, fra Financial Times og oversat på WIMP her.

Og brug et par minutter på Kurt Cobain og Nirvana i Come as you are.