Venskaber

Der er så mange mennesker i mit liv , der er udstyret med en særlig radar. Når jeg allermindst venter det, når jeg har allermest brug for det, sender de  beskeder på skift:

Jeg kommer lige forbi.

Jeg vil gerne være sammen med dig.

Skal vi løbe/cykle/ro/gå/bade sammen?

Kommer du og spiser?

Jeg ved ikke, hvordan de gør. Hvordan de rammer så rigtigt. Som om de har telepatiske evner. Når jeg nu er åndet indadvendt for tiden.

Fordi jeg aldrig er holdt op med at lege, har jeg legekammerater. Som kan lege mig glad, og som kan lege mig til at glemme tiden og universet.

Og derfor trak jeg min blå hurtigcykel frem fra sit vinterhi, pumpede og smurte den, pakkede en cykeltaske og smurte solcreme i hovedet. Og cyklede hele vejen til Nivå for at lege med en anden Helle, der også elsker at lege. Jeg cyklede hele vejen i strålende sol, langs vandet og kiggede til højre på et stille, stille Øresund.

Vi mødtes i havnen og sprang i forårsvandet. En hund ville med. Senere åd den min ene strømpe. Og kastede den op igen. Vi spiste frokost i solen, mens vi snakkede og var alvorlige og grinede. Og jeg cyklede hele vejen tilbage igen, mens solen stadig skinnede.

Egentlig bare tak fordi I er der.