Om at lande

Langsomt, langsomt finder mine ting og sager deres plads i vores nye univers. Langsomt, langsomt bliver det her mere og mere hjem. Flyttekasserne er væk, og min stue folder sig ud med plads til at danse fjollet. Lyset vælter ind fra hjørnevinduerne. Jeg har hilst på underboerne, der har inviteret på kaffe og øl. Viceværten har budt mig velkommen.

Fridagene har gjort godt. Og jeg har flere tilbage.

Mens jeg rumsterede i kolonihaven og slæbte borde ud på terrasserne, og nød de få varme solstråler, så jeg pludselig, hvad andre ser i min have. De, der smutter ind gennem havelågen for bare lige at se, hvad jeg nu har fundet på. Som løber hurtigt gennem haven og det lille hus. Uden at sætte sig ned og give tid. De ser et lille rødt hus, bygget af billigt materiale, uden komfort. Et primitivt skur i en have fyldt med rod. Det var som om et slør faldt fra mine øjne. Men kun kortvarigt. Fordi det hus og den have og det sted er mit hav af muligheder. Her er have, himmel og vand, og jeg er langsomt igang med at rive ned og bygge op, så stedet og jeg kommer til at passe perfekt sammen. Jeg ser, hvad det bliver. Mens det sker.

Det samme sker i min nye lejlighed. Når forelskelsens slør trækker sig til side, ser jeg en gammel lejlighed på fjerde sal i Københavns absolutte understed, Kongens Enghave/Sydhavnen. Hvor gennemsnitslevetiden er 7 år lavere end i resten af København. Hvor andelen af lavtuddannede og folk på overførselsindkomst topper. Og hvor der eksisterer en helt særlig selvbevidsthed og stolthed over området. Den smitter, stoltheden.

Bottomline er, at jeg befinder mig godt. Jeg befinder mig bedre her end noget andet sted, jeg har boet i de sidste mange år. Jeg har længe levet i en slags midlertidighed, og jeg tror, jeg er kommet til noget, der kan betegnes som hjem. Etablerer min base.

For lidt over otte år siden blev jeg syg. Det var forudgået af nogle alvorlige brud med mennesker, der betød noget i mit liv, og en flytning. Siden har jeg tumlet rundt for at finde mine ben igen. Få efterskælvene efter sygdom og kemoterapi ud af mit system, og tøjle vildskaben nok til at kaste anker. Nu føles det, som om jeg har fundet dem, benene. Og benene har fundet deres base. Jeg føler mig hjemme i verden igen.

Så til jer, der løber igennem mine nye steder. Åbner døre og kaster blikke rundt. Og ser en gammel lejlighed på fjerde sal i Sydhavnen og et primitivt hus i en rodet have. Sæt jer ned, tag en frokost eller en kaffe. Se solen spille gennem skyerne og mærk varmen på terrassen. Og se så, hvordan stedet og jeg hænger sammen. Når du ser det, glemmer du skrammerne, rodet, ridserne og den afskaldede maling. Og hvis du ser godt efter, ser du et hjem.